Bedre end Mozart

Jeg elsker at sidde inde i min fuglestue om dagen og høre de forskellige fugle synge. Det er den skønneste symfoni, som Mozart ikke kunne have lavet bedre. Det giver en glæde og en fred i sindet, der ikke er til at beskrive, og det er et fantastisk syn at se dem flyve ind i reden med redemateriale og gøre sig til for hunnen. Det nyder jeg meget at sidde og se på.

Lige i øjeblikket er jeg i gang med at skifte sand og stedsegrønt i flere af burene. I nogle af dem skal der lidt mere grønt ind end i andre, så de mere nervøse af fuglene har noget grønt, de kan gemme sig bag. I nogle bure sætter jeg også grønt på frontgitteret Jeg har ikke nogen fast regel om, hvornår jeg skifter grønt og sand, men jeg prøver at gøre det, mens der ikke er æg i rederne, så jeg undgår at forstyrre fuglene, mens de ruger.

Mens jeg sidder og skriver dette til min blog, kan jeg se, at mine dybowski dråbeastrild hopper ind og ud af redekurven. Det er første gang, jeg har set, at de er interesseret i redekurven, så nu håber jeg, at de snart går i gang med at bygge rede i den. Mere om det senere her på min blog.

Min gamle voliere

Mine første volierer bestod af 2 rækker volierer. Den forreste række, som kan ses på billedet, bestod af to volierer på 3,5 x 3,5 m, som var beplantet med forskellige planter, bl.a. taks, arkitektens trøst og bambus. De skulle bruges til mine småfugle.

Bag den første række volierer havde jeg 7 volierer som var 4 meter lange og 1 m brede. De skulle bruges til parakitter, som kunne gå ude hele året. Jeg havde bla. rødvingede parakitter, Browns rosellaparakitter, australske kongeparakitter, Opaline Bourks, og pennant parakitter.

Mellem de 2 rækker volierer var der en fodergang, så man kunne fodre i tørvejr og læ og sikre, at fuglene ikke kunne slippe ud i det fri. Gangen var også fin til at sidde og beundre de flotte og livlige fugle, og jeg havde sat lys op i gangen og plantet en kongevin, der voksede op under loftet. Det var pænt og hyggeligt at se på.

Jeg fik anlagt en terrasse med et blomsterbed foran volieren så jeg kunne sidde og se ind på mine fugle og drikke en kop kaffe, når ellers vejret tillod det. Senere fik jeg malet alt træværket svenskrød, men de fotos er desværre gået tabt.

Læs om min nye fuglestue