Munkeparakit

Munkeparakitten (Myiopsitta Monachus) lever i det meste af Sydamerika, bl.a. i Argentina, Brasilien, Uruguay, Bolivia og Paraguay, hvor den kan leve i op til 1.000 meters højde.

Munkeparakitter. Ophavsret skeeze, frigivet under Pixabay licens.

Man kan ikke just sige, at munkeparakitten er kræsen, når den vælger levested, bare der er ferskvand i nærheden – den kan findes i næsten alle slags landskaber, fx i skov, savanne, i palme- og frugtplantager, ja, selv i parker inde midt i byerne kan man finde munkeparakitter i stort antal.

Du kan også finde munkeparakitter i mange byer i Europa, hvor de har formeret sig efter at være undsluppet fra zoologiske haver eller undsluppet eller udsat fra fuglehold. Her bliver de ofte anset som skadedyr, fordi de samler sig i flokke på op til 100 fugle, og generer med larmende adfærd, ligesom deres meget store reder kan forårsage skader, hvis de falder ned på fx mennesker eller biler.

Hannerne og hunnerne ligner hinanden, men hunnen er normalt lidt mindre end hannen. Ungerne ligner forældrene, men har et grønt skær i panden. Munkeparakitten bliver op til omkring 29 cm lang og kan veje op til omkring 100 gram. I naturen bliver de 15-20 år gamle, men de kan leve længere i fuglehold.

Munkeparakitten er heller ikke kræsen, når det gælder føde. Den kan spise næsten al slags frugt og grønt, bær, blomster, bladknopper, frø af forskellige planter, nødder, majs, solsikkefrø samt korn, og hvad bonden ellers dyrker på sine marker, hvilket er en anden grund til, at fuglen ofte opfattes som et skadedyr. Munkeparakitten er dog ikke kun vegetar; insekter, larver og andre småkryb står også på menuen, især når der er unger, der skal fodres i reden.

Redekoloni. Ophavsret: MarkusZi, frigivet som public domain.

I lande med regntid yngler munkeparakitten uden for regntiden. I modsætning til andre parakitter, der foretrækker at bygge en selvstændig rede i en hul træstamme eller gren, så elsker munkeparakitten selskab og naboer. De bygger store redekolonier  af smågrene og kviste i alt, hvad der vurderes at kunne holde til reden, det være sig træer, elmaster, vejskilte og bygninger. Rederne kan være op til 2 meter høje og 2 meter brede, og de kan nemt veje 200 kg eller mere.

Redekolonien opdeles i forskellige rum, hvoraf et er til at yngle i. Hunnen lægger mellem 4 og 12 æg, men det mest normale er dog 7 æg eller færre. Efter at have ruget på æggene i 24-25 dage, udklækkes ungerne, og de bliver typisk i reden i yderligere 6 uger, inden de er klar til at gå på opdagelse i verden uden for reden. De fodres af forældrene i yderligere ca. 14 dage, indtil de kan klare sig selv. Man har set store unger fra tidligere kuld hjælpe forældrene med at fodre de yngre søskende.

Fuglehold

Som alle andre parakitter, så larmer munkeparakitten også. Den har et temmelig gennemtrængende skrig, som den af og til lader få frit løb til glæde for nogle og til irritation for andre. Det er dog langt fra den mest højrøstede parakit, man kan holde, så dine naboer vil næsten med sikkerhed overleve, at du holder munkeparakitter i dit fuglehold, så længe du ikke bor i en lejlighed.

Bor du i en lejlighed, er det nemlig ikke munkeparakit, du skal vælge at have i dit fuglehold. Ikke kun på grund af den potentielle larm, men i endnu højere grad, fordi det er en pladskrævende fugl, og fordi det er en social fugl, der har det bedst, hvis du har mere end ét par gående sammen. Jo flere, jo bedre, i hvert fald for munkeparakitten.

Du skal derfor have plads til en rimelig stor voliere, hvis du vil holde munkeparakitter, det skal som minimum gerne være 2-3 meter bredt, 4 meter langt og 2-3 meter højt. Munkeparakitter kan gå ude hele året, bare det ikke blæser og regner direkte ind på dem. Om vinteren er det bedst at skærme volieren af, fx med trapez-plader. Det vil desuden være en god ide med et frostfrit inderum, hvor de kan fodres og have deres vand.

Hvis du kun vil have en enkelt munkeparakit, skal buret være så stort, at der både er plads til en del klatregrene og siddegrene, og så den også kan få brugt vingerne. Du kan også lade fuglen flyve rundt indenfor, efter du har gjort den håndtam.

Siddegrenene i buret/volieren skal bestå af naturgrene og ikke rundstokke eller plastikgrene, langt de fleste grene kan bruges bare, der ikke er harpiks på eller i dem. Bruger du grene fra frugttræer eller lignende, skal du være opmærksom på, at de ikke er blevet sprøjtet med gift mod skadedyr. Grenene skal have en tykkelse, så fuglens negle ikke kan nå hele vejen rundt om dem, på den måde slides neglene på en mere naturlig måde.

I bunden af bur/voliere kan du fx bruge barkflis i så store stykker, at de ikke kan sluges hele. Brug aldrig barkflis fra planteskoler eller lignende steder, da det kan indeholde ting, som fugle ikke kan tåle. Dyrehandlernes barkflis er blevet behandlet, så det ikke er farligt for fugle. Du kan også bruge Gnavz-flager som bundlag; det er et ikke-støvende naturprodukt, der er fremstillet af plantefibre og tang.

Du kan fodre munkeparakitten med pellets, som er foder i pilleform, og som indeholder vitaminer og mineraler samt frugt og grønt. Du kan også give den en papegøjeblanding fra dyrehandleren, men der skal altid være frisk frugt og grønt på menuen. Hirse, frø til kanariefugle, havre, hvede samt lidt solsikkefrø kan også gives. Supplér gerne op med sepiaskaller, der indeholder masser af kalk, salt og jod, som fuglene har godt af, og som hunnen har ekstra meget brug for, når hun yngler. Men giv den endelig ikke kartofler og avocado, da de indeholder stoffer, som er giftige for fugle. Spæd foderet op med vitaminer og fiskelevertran et par gange om ugen.

Munkparakitten kan blive op til 25-27 år gamle i fuglehold.

Opdræt

Munkeparakitten er ikke så svær at få til at yngle, og den kan få flere kuld om året. Det kan være svært at skelne kønnene fra hinanden, så det bedst at få taget en DNA-test af dem eller købe fugle, der allerede er blevet DNA-testet. Eller du kan købe et par som tidligere har fået unger.

Du kan give fuglene et kosttilskud i form af insekter og larver op til ynglesæsonen, det kan fx være Pinkies (spyfluelarver), Buffalo (melormlarver ) og Hermetia (sorte soldatfluelarver), og levende eller frosne melorm.

Når fuglene skal yngle, skal de have en masse små grene og kviste og også gerne nogle med torne på.

Det er ikke kun i naturen, at munkeparakitten bygger store reder. Ophavsret: Eden, Janine and Jim, frigivet under Creative Commons BY 2.0.

Som tidligere nævnt bygger munkeparakitten meget store reder, så det er vigtigt, at du får understøttet reden, så den ikke falder ned eller falder fra hinanden. Byg fx en platform med et skelet rundt om de tre sider, og spænd gerne kyllingenet eller trådnet rundt om, så det holder på reden. Eller du kan bruge grene til at holde på reden, som det kan ses på billedet til højre.

Alternativt kan du give dem en stor redekasse, som du lægger nogle grene ned i, og så give fuglene et stort udvalg af grene og kviste, som de kan bruge til at færdiggøre reden.

Når der er kommet unger i reden, kan du supplere foderet med spirede frø (parakitblanding), hirsekolber og æggefoder.