Rosakakadu

Ophavsret: Jim Bendon, frigivet under Creative Commons SA 2.0.

Som mange andre af de spændende småfugle i fuglehold, kommer rosakakadu (eolophus roseicapilla) fra Australien og øerne i nærheden af Australien. Den findes udbredt i hele Australien, undtagen i de mest tørre områder og de mest regnfulde områder, ligesom den findes udbredt på Tasmanien og andre australske øer.

Rosakakadu lever i åbne landskaber savanner med træer og buske og store åbne græsarealer både i mere tørre og halvfugtige områder, og kan leve i op til 1.250 meters højde. Den bryder sig ikke om tætte skove og regnskove, så mens andre fugle har lidt under menneskets rydning af skove og øget opdyrkning af jorden, så har rosakakadu fået bedre livsbetingelser, hvilket også har betydet, at det er en af de mest udbredte papegøjer i naturen. Den har også tilpasset sig livet i byerne, ikke mindst i parker og i haver.

Rosakakadu finder fortrinsvis sin føde på jorden eller tæt på jorden. På menukortet står der bl.a. korn, frø fra græs og ukrudt, bær, frugt og grønt, blomsterknopper og bladknopper, nødder, insekter, larver og andet kryb. De spiser normalt om morgen og igen om aften, når temperaturen ikke er så høj. Midt på dagen sidder de ofte og døser i et skyggefuld træ.

Mange steder i Australien betragtes den som et skadedyr, fordi den i flokke på måske 1.000 fugle kan slå sig ned på en mark og spise løs af afgrøderne, der dræbes derfor mange af dem hvert år for at holde bestanden nede. Man kan argumentere for, at det ville være bedre at indfange fugle og eksportere dem til andre lande, hvor de er populære i fuglehold, men de australske love forbyder eksport af fuglene.

Ophavsret: Steve Wilson, frigivet under Creative Commons 2.0.

De to køn ligner hinanden en hel del, men hannen har en sort iris, mens hunnens er rød til rødbrun. Rosakakadu kan  blive ca. 35 cm og opnå en vægt på omkring 300 til 400 gram. Den lever længe. I naturen har man genfanget en rosakakadu, der var blevet ringmærket 27 år tidligere, men den gennemsnitlig levealder i naturen er nok lidt lavere. I fuglehold kan de opnå en alder på mellem 40 og 60 år.

Et par rosakakaduer holder sammen hele livet, og finder kun en anden partner, hvis den ene dør. Yngletiden er forskellig, alt efter hvor de lever, i det nordlige Australien falder den fra februar til juli, mens den falder mellem juli og december i de sydlige dele af Australien.

Når fuglene syntes, at tiden er inde til at yngle, opfører hannen en lille dans for hunnen, hvor han hopper op og ned, mens han udstøder nogle skrig, som han sikkert selv syntes lyder godt. Som fugleholder er man dog glad for, at de trods alt ikke yngler hver dag.

Ophavsret: Pam Day, frigivet under Creative Commons BY-NC 4.0.

Et par bruger som regel det samme træ år efter år til at yngle i, og selv uden for ynglesæsonen flyver de ikke mange kilometer væk fra deres træ, så de kan forsvare det mod andre fugle, der vil yngle i det. De bygger normalt reden 8 til 10 meter oppe i et højt træ, enten i en hul gren eller et hulrum i træstammen. Rosakakadu kendt for at gnave barken af træet omkring indgangshullet. Man ved ikke, hvorfor den gør det, men man mener, det kan være for at vise andre fugle, at reden er optaget eller for at prøve at holde æggetyve og rovdyr væk.

Reden fores med eukalyptusblade, gerne med  tykt lag, så der kan holdes en vis fugtighed i reden.

Hunnen lægger normalt mellem 2 og 6 æg, som både hannen og hunnen skiftes til at udruge. Efter 25- 30 dage klækker æggene. De stolte forældre fortsætter med at deles om de huslige pligter efter udrugningen; de fodrer ungerne i reden i ca. 8 uger, hvorefter de små forsigtigt kommer ud af reden for at se på den store verden udenfor. Forældrene fortsætter med at fodre dem, mens de lærer ungerne at klare sig selv, og efter yderligere 3-4 måneder er ungerne klar til at forlade far og mor.

Fuglehold

Ophavsret: David Stang, frigivet under Creative Commons SA 4.0.

Inden du bestemmer dig for en rosakakadu eller fem, så skal du lige være opmærksom på, at det er en meget dyr fugl. Den koster typisk over 5.000 kroner for en enkelt en, og du finder den  normalt ikke hos dyrehandlere, men skal købe den af en anden fugleholder.

Rosakakadu har en tendens til at lade sin røst lyde højt og skingert om morgen, når solen står op, og igen når den går ned.

Det går heller ikke stille af sig, når  den bliver skræmt af et eller andet. Så du skal nok tænke dig om en ekstra gang, hvis du vil holde rosakakadu i en lejlighed, eller hvis din voliere i haven står lige op ad naboens soveværelse.

Rosakakadue er meget social og kan gøres håndtam. De fleste fugle knytter sig blot til en enkelt person i husstanden, men rosakakadu kan knytte sig til flere i husstanden og såmænd også hunde. Det er desuden muligt at lære fuglen at sige nogle enkelte ord eller lyde. Du kan læse mere om, hvordan du gør en fugl håndtam, og hvordan du lærer den at tale i artiklen Sådan gør du fuglen håndtam.

Vær opmærksom på, at rosakakadu af natur er meget nysgerrig, så der skal helst hele tiden ske noget nyt, så den ikke kommer til at kede sig.

Du bør ikke holde en rosakakadue i et bur, medmindre buret kun er til at sove i, og den resten af døgnet kan være ude (under opsyn, så den ikke ødelægger noget). Ellers er en voliere klart det bedste, og volieren bør være på mindst 4 meter i længden, 2 meter i bredden og 2 meter høj. Volieren bør have et frostfrit inderum til foder og vand i vinterhalvåret. Det er nærmest umuligt at have grønne planter i volieren, da fuglene hurtigt vil få gnavet dem ned, men sæt grene med bark og blade på ind til dem – de elsker at gnave i ting, og så kan de gnave i grenene i stedet for i volierens konstruktion. Rosakakadu skal have en voliere for sig selv; sætter du dem sammen med andre fuglearter, risikerer du nemt ballade mellem fuglene.

Det er ikke lige meget, hvad du bruger som siddegrene i buret eller volieren. Læs om egnede siddegrene i artiklen Siddegrene. Det samme gælder for bundlag, det kan du læse mere om i artiklen Bundlag i bur og voliere.

Du kan fodre rosakakadu med en god parakitblanding, der indeholder et bredt udvalg af diverse frø og græsfrø, men undgå blandinger med mange solsikkefrø, hampfrø, nødder og andet med et stort indhold af olie, da de er meget fedende. Du kan også fodre med spirede frø, hvilket du kan læse mere om i artiklen Foder og vand. Du kan også fodre fuglen med pelleteret foder – det er foder i pilleform, der kan købes i forskellige størrelser alt efter fuglens størrelse. Giv også altid fuglen frisk frugt og grønt, fx æble, pære, blommer, vindruer, gulerod, majs, røde hyben, agurk og rød og grøn peberfrugt. Vær opmærksom på, at al frugt og grønt, der ikke er blevet spist inden for nogle få timer, skal fjernes inden det rådner. Vær også opmærksom på, at du ikke må fodre med kartofler eller avocado, da de er giftige for fugle. Vitaminer og mineraler kan fx gives i form af vi-spu-min eller torskelevertran, mens sepiaskaller eller østersskaller kan gives som kalktilskud.

Rosakakadu skal altid have adgang til rent drikke- og badevand, så du kan risikere at skulle skifte vand flere gange om dagen.

Opdræt

Hvis du kan få fat i en delvis hul træstamme på 1,5 til 2 meter, vil det være helt perfekt til fuglene. Stil træstammen lodret, og hvis den ikke har et indgangshul, kan du selv bore et – det skal ikke være så stort, bare så de lige kan komme gennem det. Ellers kan du bruge en redekasse, der er mellem 1 og 1,5 meter høj og cirka 25 x 25 cm i bredde og dybde. Læg en masse blade fra træer og buske ind i volieren, så fuglene har materiale til at fore reden med. Bemærk, uanset om du finder en passende træstamme eller selv bygger en redekasse, så skal du bore et ekstra hul, hvor selve reden er. Ikke for fuglenes skyld, men så du kan fjerne ubefrugtede æg og eventuelle døde unger, og så du kan ringmærke levende unger. Hullet skal være dækket af en luge eller lignende, så fuglene ikke kan bruge det.

I tiden op til ynglesæsonen, og når forældrene fodrer ungerne, skal fuglene have en mere proteinrig kost, så ud over den sædvanlige kost kan du fx give dem levende melorm eller æggefoder blandet op med lidt broccoli eller lignende.

Hannerne er kønsmodne, når de er omkring 2 år, mens hunnerne er kønsmodne, når de er omkring 3 år. Når fuglene er kønsmodne kan man kønsbestemme dem på deres øjenfarve.

Rosakakadu er som regel rimelig ynglevillig, når først der er sympati mellem fuglene, men man bør vente med at sætte en redekassen op til de er omkring 4 år, så de er fuldt udviklede. Det giver større chance for levedygtigt afkom, og det er mindre hårdt for hunnen at lægge æg, end når hun lige er kønsmodnet. Fuglene kan sagtens yngle to gange om året, men det er hårdt for især hunnen, så det er bedst kun at lade dem yngle én gang om året.