Båndfinke (amadina fasciata, svensk: blodstrupsamadin, norsk: blodstrupeamadin) lever vidt udbredt i en stor del af Afrika, fx i Senegal, Gambia, Somalia, Etiopien, Mozambique, Zimbabwe og Botswana. Den lever fortrinsvis i tørre egene med krat, akacie-savanne, buske og træer, samt græslandskab og opdyrkede områder – bare der er ferskvand i nærheden. Den kan leve i områder helt op til 2.100 meters højde.
Båndfinke er en flokfugl, uden for yngletiden og i områder med masser af føde og vand kan man finde dem i flokke på op til 1.000 fugle. Den lever primært af halv- og helmodne græs- og ukrudtsfrø, diverse urter, samt frø fra buske og træer Lidt termitter, myrepupper, larver og små insekter finder dog også vej gennem næbet.
Hannen og hunnen ligner hinanden en hel del med nærmest sandfarvede fjer med sorte spidser, brystfjerene er dog mere gullige. Næb og ben er hornfarvede. Der er dog en forskel, som gør det nemt at kende hannerne fra hunnerne, hannerne har nemlig et rødt bånd over halsen, som det kan ses på billederne her. Fuglen bliver ca. 12 cm fra næb til halespids og vejer mellem 16 0g 18 gram.
Yngletiden starter almindeligvis hen i mod slutningen af regntiden i de forskellige lande. I yngletiden søger parret væk fra flokken for at finde et godt sted at yngle, og de er ikke så kræsne med, hvor de kan bygge rede, det kan fx være under et hustag, i et hul i en gren eller en træstamme, i buske og i træer med torne på, der kan hjælpe med at beskytte fuglene mod fjender som fx slanger, rotter og rovfugle. De kan også finde på at overtage tomme spurve og væverfugles reder, som de så tilpasser med græs og andet egnet materiale.
Hunnen lægger 3 til 6 æg, som der så ruges på i ca. 14 dage. Når æggene klækkes, fodres ungerne med samme slags føde som forældrene selv spiser, blot med et mere proteinrigt indhold i form af levende insekter. Ungerne bliver i reden i ca. 23 dage, før de er klar til til at forlade den og få det første indblik i den store verden uden for reden. Forældrene fodrer og passer på dem i yderligere ca. 6 uger, hvorefter de har lært nok til, at de kan klare sig selv. Ungerne bliver dog i nærheden af forældrene i yderligere en måneds tid, inden de flyver væk for at starte deres eget liv.
Fuglehold
Båndfinke er en skøn fugl, som alle fugleholdere bør prøve at holde mindst en gang i deres liv. Den er også en god begynderfugl. Den er en rolig fugl, der kan være rimelig nem at få til at yngle, og den kan sagtens gå sammen med andre fredelige fugle i nogenlunde samme størrelse. Man bør dog kun have ét båndfinke par pr. bur/voliere, da der ellers kan opstå skærmydsler mellem hannerne, og båndfinke bør heller ikke være sammen med rødhovedet amadine, da de kan krydses indbyrdes.
Der er ikke meget, den er bange for i fugleholdet, og så er den robust og temmelig modstandsdygtig over for sygdomme og andre skavanker. Båndfinke fortrækker at sove i en rede om natten, og i modsætning til så mange andre fugle, der bare skider, hvor de er, så lever den op til ordsproget om, at man ikke skal skide i sin egen rede – den vender rumpen ud af redehullet og lader klatten falde udenfor, når den bliver trængende.
Båndfinke skal have et kassebur på mindst 1 meter i længden, 40 cm i bredden og 50 cm i højden. En voliere er selvfølgelig bedre, og her vil en størrelse på ca. 2 x 2 x 2 meter passe fint, men volieren må selvfølgelig gerne være større. Hvis du vil holde flere andre fugle sammen med dem, bør volieren være tilsvarende større, det samme gælder for et kassebur. Båndfinke kan ikke gå ude om vinteren, da den kræver en temperatur på mindst 10 grader.
Giv gerne fuglene afskårne grene med sidegrene, som de kan klatre rundt i og bygge rede mellem. Du kan også sætte levende planter ind til dem, hvilket du kan læse mere om i artiklen Planter til bur og voliere. De skal selvfølgelig også have siddegrene og bundlag.
I fuglehold spiser båndfinker gerne en god tropeblanding eller en parakitblanding, der ikke indeholder alt for store frø, samt halv- og helmodne græs- og ukrudtsfrø og hirsekolber. Du kan give dem alle former for frø i tør form, men langt det bedste er at give dem spirede frø. Undgå dog at give dem foder, som indeholder solsikkefrø, da de er temmelig fedende. Frugt og grønt skal de heller ikke snydes for, da det er en god kilde til vitaminer og mineraler på en naturlig måde, hvilket du kan læse mere om i artiklen Frugt og grønt til fugle.
Du kan give dem ekstra vitaminer og mineraler i form af æggefoder og levende melormelarver, hvilket du kan læse mere om i artiklen Foder og vand. Og nu vi er ved foder og vand, begge dele skal skiftes hver dag og evt. oftere efter behov. Placér foder samt bade- og drikkevand, så fuglene ikke ikke kan komme til at klatte i det.
Opdræt
Når dine båndfinker er faldet til og har vænnet sig til deres nye hjem, kan du sætte kassereder op, så de kan vælge mellem en kasserede eller at bygge rede i grenene. Giv dem redemateriale, som de kan bruge til at bygge rede med og til at fore reden med, læs mere i artiklen Redekasser og redemateriale. Men lad ikke fuglene yngle før de er ca. 1 år gamle og hunnen er helt udviklet, ellers vil det tage for hårdt på hende at lægge æg.
Når fuglene er ved at være i ynglestemning begynder hannen at synge for hunnen og puste sig op. Han rejser issefjerene og vises sin flotte, røde strube frem. Der skal sjældent ret meget til, før hun lader sig besnære, og før hun ryster med halen for at vise, at hun er klar til at parre sig.
Hunnen har brug for mere kalk og protein, når hun skal yngle, så når tiden nærmer sig, kan du give dem kalcium, frosne Pinkies (spyfluelarver), Buffalo (melormlarver), Hermetia (sorte soldatfluelarver) og æggefoder. Når æggene er lagt, og der ruges, kan du skære ned på tilførslens af proteinerne til ca. 1 gang om ugen. Når æggene klækker, så gives der igen protein hver dag og gerne flere gange om dagen, så ungerne har noget at vokse af.
Undgå så vidt muligt redekontrol, da fuglene har det med at forlade æg og unger, hvis de forstyrres for meget. Når ungerne er blevet selvstændige og spiser og drikker selv, er det bedst at flytte dem, da faderen ikke altid vil tolerere de unge hanner.