Nymfeparakit, også kendt som nymfekakadu (nymphicus hollandicus, svensk: nymfkakadua, norsk: nymfekakadu), er en papegøjeart, der er meget nem at have med at gøre i fuglehold, hvorfor den er meget populær blandt nybegyndende fugleopdrættere. Med op til ca. 33 cm i længden er den noget større end undulater og andre populære småfugle, hvorfor den også kræver et større bur.
Nymfeparakitten er omgængelig og lærenem, og du kan hurtigt lære den at fløjte melodistumper. Men i modsætning til mange andre papegøjearter, har den dog ikke nemt ved at lære ord.
I naturen er nymfeparakitter overvejende grå. Den voksne han har en gul ansigtsmaske og tydelige røde pletter på kinderne, mens hunnen har en grålig ansigtsmaske med kindpletter, der er mere svage i farven. Hannernes hale er ensfarvet, mens hunnerne og ungerne har tværgående, lyse striber på halen. I fuglehold findes der mange flere farvevarianter, blandt andet med hvid som den mest fremtrædende farve, se billederne længere nede på siden.
Nymfeparakitten lever naturligt i store dele af Australien, især i ørken- eller ørkenlignende områder men altid tæt på vand. Det er en nomadefugl, der flytter, hvis det aktuelle bosted ikke byder på nok føde og vand. De lever hovedsageligt af græs- og ukrudtsfrø og små nødder, og til bøndernes ærgrelse forsyner de sig også gerne med korn fra kornmarker samt med frugt og grøntsager.
Nymfeparakitten lever typisk i 16-25 år, dog kortere i naturen. Rekorden i fuglehold er 36 år. Nymfeparakitten er den eneste papegøjeart, hvor fuglene kan blive kønsmodne allerede inden, de runder det første år. Når de bygger rede i naturen, sker det ofte i et hulrum i et træ eller en stor gren. Finder de ikke et tilpas stor hulrum, kan de udvide et mindre hulrum med deres skarpe og stærke næb, og de afhakkede træstumper bruges ofte som redemateriale.
Hunde har hale og ører, som signalerer deres humør, hos nymfeparakitter kan du i stedet aflæse humøret på fjertoppen på hovedet. Hvis fuglen er afslappet, peger toppen skråt bagud. Når den er forskrækket eller ophidset, står toppen udfoldet og lodret op. Når den er vred eller bange, er toppen samlet og peger bagud tæt på hovedbunden.
Fuglehold
Nymfeparakitter kan larme mere end mange andre fugle, særligt om morgenen og om aftenen. Så hvis du vil have fred og ro og ikke høre mere end et sagte pip i ny og næ, skal du nok ikke have en nymfeparakit. Men ellers er nymfeparakitten meget velegnet som begynderfugl, da den er nem at have med at gøre, den er omgængelig, nysgerrig og selskabelig, og den er lærenem. Den er også nem at få til at yngle, hvis du vil have unger på pind. Den er ikke kun omgængelig med hensyn til mennesker, den kan sagtens gå sammen med andre fredsommelige fugle.
Nymfeparakitter elsker at flyve og kravle rundt og undersøge alle ting. Sørg for, at de har masser af plads, og hvis du holder dem i et bur i stedet for i en mere rummelig voliere, så lad dem komme ud af buret hver dag, så de kan flyve lidt rundt. Buret skal stå hævet over jorden, så fuglene ikke får træk, og det må ikke stå for koldt og/eller i direkte sollys.
Giv dem gerne et klatretræ enten i volieren eller i det rum, hvor du har buret. Vær opmærksom på, at de gnaver i næsten alt, så sørg for at de er under opsyn, når de er ude af buret, og vær opmærksom på, at der ikke er giftige planter eller blomster i nærheden som fx nerie, pigæble, julestjernerne, alpeviol, fredslilje, engletrompet, prikblad, liljer, narcisser, tulipan og hyacint. Vedbend/efeu er også giftig for nymfeparakitter, så hvis du har en udendørs voliere, skal du altså ikke lade den bevokse med vedbend for at gøre den lidt grønnere. Nymfeparakitter kan for øvrigt gå ude hele året, men de bør have et frostfrit inderum, eller du skal opsætte plader, så det ikke regner, sner eller blæser koldt lige ind på dem.
Bur eller voliere bør indrettes med siddegrene af naturtræ. Vær opmærksom på, at træet ikke er blevet sprøjtet med gift, og at det ikke indeholder harpiks. Grenene skal være så tykke, at fuglens negle ikke kan nå hinanden, når den sidder på dem. Der bør også være mindre grene i buret, som den kan kravle rundt på og gnave i – de skal skiftes regelmæssigt.
Nymfeparakitter er meget selskabelige fugle. Hvis du har flere, kan de holde hinanden med selskab, men hvis du kun har én, skal du bruge en del tid sammen med den, da den ellers nemt kommer til at kede sig, og det kan resultere i, at den begynder at plukke sine fjer af. Sørg også for, at der er noget den kan lege med og gnave i, når den er alene. Nymfeparakitter kan også begynde at plukke sine fjer af, hvis de bliver stressede, fx hvis der er meget larm, eller hvis der er en hund eller en kat, der driller den.
Du behøver ikke at have grit i bunden af buret, i stedet kan du have barkflis eller savsmuld, grene fra hassel, bøg, ask, pil, poppel og ahorn m.fl. kan også bruges – der må ikke være harpiks på savsmuld/grene. Barkflis har den fordel, at barkstykkerne er for store til, at fuglene kan sluge dem. Du kan købe barkflis hos dyrehandlere – du må ikke bruge barkflis fra en planteskole eller lignende, da det indeholder svampe, sporer og toksiner, der er giftige for fuglene. Sørg endelig for at nymfeparakitten har mulighed for at bade, de elsker såvel støvbad som at bade i vand, og selv en gang fugtige blade kan bruges som bad.
Med hensyn til fodring er der nok at vælge mellem, da de ikke er kræsne, men du går ikke galt i byen med en god parakitblanding sammen med spirede frø. Giv dem også gerne frugt og grønt flere gange, fx agurk, æble, pære, gulerod og grønt du selv har samlet i naturen, men endelig ikke kartofler og avocado, da de indeholder stoffer som er giftige for fugle. Spæd foderet op med vitaminer og fiskelevertran et par gange om ugen. Hvis fuglene skal yngle, så sørg for, at de har sepiaskaller – de indeholder masser af kalk, salt og jod, som fuglene har godt af, og som hunnen har ekstra meget brug for, når hun yngler. Sepiaskaller stammer fra blæksprutten sepia, og de kan købes hos dyrehandlere, og mange supermarkeder har dem i deres kæledyrsafdeling.
Opdræt
Nymfeparakitter kan blive kønsmodne allerede i det første leveår, men du bør ikke lade dem yngle, før de er mindst 1 år gamle, da hunnen ikke er helt udviklet før. Yngler de før, risikerer du blanke æg. Brug en udvendig redekasse, så det ikke fylder op inde i buret. Redekassen skal have et indvendigt bundmål på ca. 25 x 25 cm og være ca. 35 cm højt. Indgangshullet skal være ca. 8-9 cm. Der bør være en pind eller et stykke gren ved redehullet, som de kan sidde på, og den må gerne gå et stykke ind i redekassen.
Hunnen lægger normalt op til 8 æg, som der ruges på i 18 til 21 dage. Som noget specielt hos papegøjer, er der indført ligestilling med hensyn til rugning, da de skiftes til at ruge. Det er typisk hannen, der ruger om dagen, mens hunnen tager sin tørn om natten. Efter ca. 5 uger er ungerne klar til at forlade reden. Ungerne bliver madet af forældrene i ca. 2 uger, efter de har forladt reden.