Nymfeparakit, også kendt som nymfekakadu (nymphicus hollandicus, svensk: nymfkakadua, norsk: nymfekakadu), lever naturligt i store dele af Australien, især i ørken- eller ørkenlignende områder, dog altid tæt på vand. Det er en nomadefugl, der flytter, hvis det aktuelle bosted ikke byder på nok føde og vand.
Ligesom hunde, så bærer en nymfeparakit sit humør uden på “tøjet”. Men i stedet for at signalere humøret med hale og ører som hundene, så kan du aflæse nymfeparakittens humør på fjertoppen på hovedet. Hvis fuglen er afslappet, peger toppen skråt bagud. Når den er forskrækket eller ophidset, står toppen udfoldet og lodret op. Når den er vred eller bange, er toppen samlet og peger bagud tæt på hovedbunden.
I naturen er nymfeparakitter overvejende grå. Den voksne han har en gul ansigtsmaske og tydelige røde pletter på kinderne, mens hunnen har en grålig ansigtsmaske med kindpletter, der er mere svage i farven. Hannen krop og vinger er grålige med en hvid kant nederst på vingerne og halen er ensfarvet. Hunnen er gennemgående mere nedtonet i farverne, og hun har gule, vandrette fjer under halen. I fuglehold findes der mange flere farvevarianter, blandt andet med hvid som du kan se på billedet i afsnittet Fuglehold.
Fuglen opnår en længde på ca. 33 cm fra næb til halespids og en vægt op til 100 gram. Toppen på hovedet bliver ca. 6 cm høj. Nymfeparakitten lever typisk i 10-15 år i det fri, mens den i et fuglehold typisk lever 16-25 år. Den registrerede rekord i et fuglehold er 36 år.
Nymfeparakit finder hovedsageligt sin føde på jorden i form af af græs- og ukrudtsfrø, akaciefrø, urter og små nødder – og til landmændenes ærgrelse forsyner de sig også gerne med opdyrket korn og majs samt frugt og grøntsager.
Når en stor flok nymfer, der kan omfatte flere end 1.000 fugle, slår sig ned på en mark eller en plantage, kan den hurtigt gøre et stort indhug i afgrøden. Fuglen betragtes derfor mange steder som et skadedyr. Nymfeparakitten er fredet i Australien, men der gives ofte dispensation for at regulere bestanden.
Yngletiden starter når regntiden er lige op over, i det sydlige Australien er det omkring august og i den nordlige del af Australien er det omkring april.
Når hannen føler, han er klar til at yngle, udfører han en lille dans med forskellige dansetrin for sin udkårne, alt imens han fløjter og strækker vingerne ud, så hun kan se, hvor stor og flot han er. Hvis hunnen falder for hans charme, ryster hun med halen for ligesom at at sige: “så er jeg klar, hop bare på”.
Reden bygges ofte i et hulrum i et træ eller en stor gren. Finder de ikke et tilpas stor hulrum, kan de udvide et mindre hulrum med deres skarpe og stærke næb, og de afhakkede træstumper bruges så gerne som redemateriale. Når reden er klar, lægger hunnen mellem 2 og 8 æg. Som noget specielt hos papegøjer, er der indført ligestilling med hensyn til rugning, da de skiftes til at ruge. Det er typisk hannen, der ruger om dagen, mens hunnen tager sin tørn om natten. Æggene klækker efter ca. 19 dage. Ungerne forlader reden efter ca. 5 uger, men bliver madet af forældrene i cirka 2 uger mere, indtil de har lært selv at skaffe sig føde.
Fuglehold
Nymfeparakitten er omgængelig og lærenem. Den kan gøres håndtam, og du kan hurtigt lære den at fløjte melodistumper. Men i modsætning til mange andre papegøjearter har den ikke nemt ved at lære ord. I artiklen Sådan gør du fuglen håndtam kan du læse mere om, hvordan du gør den håndtam og lærer den ord eller lyde.
Du skal dog passe på, når du prøver at gøre den håndtam. Den kan bide så blodet flyder – det ved jeg af erfaring – så selv om den er nuttet, så skal du være forsigtig. Det er især, hvis den er sur, eller du skal indfange den, at den kan finde på at bruge næbet.
Nymfeparakitter kan larme mere end mange andre fugle, særligt om morgenen og om aftenen. Så hvis du vil have fred og ro og ikke høre mere end et sagte pip i ny og næ, skal du nok ikke have en nymfeparakit. Men ellers er nymfeparakitten meget velegnet som begynderfugl, da den er nem at have med at gøre. Mere erfarne fuglefolk kan selvfølgelig også have meget glæde af den.
Som nævnt i starten af artiklen har man i dag fremavlet nymfeparakitter i mange forskellige farver. Den mest populære i fuglehold er nok den naturlige grå farve, men hvide fugle som dem på billedet her er også meget populære.
Nymfeparakitten er ikke kun omgængelig med hensyn til mennesker, du kan sagtens have flere nymfeparakitter gående sammen, og den går også fint i spænd med andre lidt større, fredsommelige fuglearter.
Du kan holde nymfeparakit i et stort bur, men en voliere er selvfølgelig langt at fortrække. Den kan være ude hele året, men der bør i så fald være afskærmning på de tre sider af volieren, så det ikke kan blæse alt for for meget ind til den. Det kan desuden være en god ide med et frostfrit inderum, hvor den kan få vand og foder i vintermånederne. Du kan læse mere om bure og voliere i artiklen Størrelse på bur og voliere, og du kan læse mere om et frostfrit inderum i artiklen Inderum til fugle.
Nymfeparakitten elsker at flyve og kravle rundt og undersøge alle ting, så sørg for, at den har masser af plads. Hvis du holder den i et bur i stedet for i en mere rummelig voliere, så lad den komme ud af buret hver dag, så den kan flyve lidt rundt. Buret skal stå hævet over jorden, så fuglen ikke får træk, og det må ikke stå for koldt og/eller i direkte sollys.
Der skal naturligvis være siddegrene og bundlag i bur/voliere, men det er ikke lige meget, hvad du bruger. Du kan fx bruge barkflis eller savsmuld – læs mere i artiklen Bundlag i bur og voliere.
Bur eller voliere bør indrettes med siddegrene af naturtræ, du kan fx bruge grene fra hassel, bøg, ask, pil, poppel eller ahorn. Vær opmærksom på, at træet ikke er blevet sprøjtet med gift, og at det ikke indeholder harpiks. Grenene skal være så tykke, at fuglens negle ikke kan nå hinanden, når den sidder på grenen. Der bør også være mindre grene i buret, som den kan kravle rundt på og gnave i – de skal skiftes regelmæssigt. Læs mere om egnede siddegrene i artiklen Siddegrene.
Parakitter er glade for at gnave i alt, hvad der kan gnaves i, så det kan være svært at have levende planter inden for næbs rækkevidde, men prøv alligevel. Dels pynter planterne op i bur/voliere, og dels kan de afgnavede plantedele bruges som redemateriale. Men vær opmærksom på, at nogle planter er giftige for fugle, det gælder fx nerie, pigæble, julestjernerne, alpeviol, fredslilje, engletrompet, prikblad, liljer, narcisser, tulipan og hyacint. Vedbend/efeu er også giftig for nymfeparakitter. Du kan læse om egnede planter i artiklen Planter til bur og voliere.
Planter er ikke kun gode som pynt eller til at gnave i, de er også gode til at gemme sig mellem, hvis den vil have fred og ro. Et klatretræ vil være meget populært, enten i volieren eller i det rum hvor du har buret stående, så den kan klatre i det, når du lukker den ud.
Vær opmærksom på, at det ikke kun er træer eller planter, der gnaves i. Undgå at have dyre, antikke møbler i de rum, hvor fuglen opholder sig og hold den altid under opsyn, når den er ude af buret.
Nymfeparakitten er en meget selskabelig fugl. Hvis du har flere af dem, kan de holde hinanden med selskab, men hvis du kun har én, skal du bruge en del tid sammen med den, da den ellers nemt kommer til at kede sig, og det kan resultere i, at den begynder at plukke sine fjer af. Sørg også for, at der er noget den kan lege med og gnave i, når den er alene. Nymfeparakitten kan også begynde at plukke sine fjer af, hvis den bliver stresset, fx hvis der er meget larm, eller hvis der er en hund eller en kat, der driller den.
Nymfeparakitten er ikke en kræsen fugl, så der er næsten frit slag med hensyn til fodring. En god parakitblanding med frø – gerne i spiret form – er altid populært, men giv også gerne frugt og grønt flere gange om ugen, fx agurk, æble, pære og gulerod. Læs mere i artiklen Foder og vand og i artiklen Frugt og grønt til fugle. Du kan også give grønt du selv har samlet i naturen. Men du må endelig ikke fodre med kartofler og avocado, da de indeholder stoffer, som er giftige for fugle. Spæd gerne foderet op med vitaminer og fiskelevertran, læs mere i artiklen Tilskud af vitaminer og mineraler
Hvis du har et eller flere par, som skal yngle, så sørg for at sætte sepiaskaller ind til dem. Sepiaskaller indeholder masser af kalk, salt og jod, som fuglene har godt af, og som hunnen har ekstra meget brug for, når hun yngler. Sepiaskaller stammer fra blæksprutten sepia, og de kan købes hos dyrehandlere og i større supermarkeder, der har en kæledyrsafdeling.
Opdræt
Nymfeparakitter kan blive kønsmodne allerede i det første leveår, men du bør ikke lade dem yngle, før de er mindst 1 år gamle, da hunnen ikke er helt udviklet før da. Yngler de for tidligt, risikerer du blanke æg eller vindæg, eller at hunnen får læggenød.
Du kan benytte en udvendig redekasse, så den ikke fylder op inde i buret. Redekassen skal have et indvendigt bundmål på ca. 25 x 25 cm og være ca. 35 cm højt. Indgangshullet skal være ca. 8-9 cm i diameter. I bunden af redekassen kan du lægge et lag af høvlspåner på 7 til 10 cm, Der bør være en pind eller et stykke gren ved redehullet, som fuglene kan sidde på, og den må gerne gå et stykke ind i redekassen, Så de kan få fat i den, det kan hjælpe dem med at komme nemmere ind og ud af reden. Sæt gerne flere redekasser op, så fuglene selv kan vælge, læs mere i artiklen Fuglene skal selv vælge rede.
Har du flere par nymfeparakitter gående i samme voliere, er det en god ide at sætte flere redekasser op, end der er par, så du undgår for meget ballade om kasserne. Når fuglene så har valgt, kan du fjerne de overskydende kasser.
Ungerne spiser det samme som forældrene, men i de første 7-14 dage efter ægklækningen har de brug for lidt ekstra proteiner. Sæt æggefoder ind i voliere/bur, så kan forældrene give ungerne det som et proteintilskud. Forældrene vil automatisk nedtrappe æggefoderet, efterhånden som ungerne har brug for færre proteiner.
Selvom nymfeparakitter er meget ynglevillige, så lad dem kun få maksimalt to kuld om året, da det ellers tager for hårdt på dem.