Safranfinke

Ophavsret: Marcos Eduardo e Lima, frigivet under Creative Commons BY-SA 3.0.

Der findes fem forskellige underarter af safranfinke (sicalis flaveola, svensk: saffranstangara, norsk: safranspurv). De lever, spiser og yngler stort set på samme måde, så i denne artikel beskriver jeg dem samlet.

Safranfinke lever vidt udbredt i Sydamerika i bl.a. Argentina, Brasilien, Colombia, Ecuador og Venezuela. Den er desuden blevet udsat i bl.a Hawai, Panama og Puerto Rico, fordi den er meget glad for myggelarver og malariamyg.

Safranfinke lever hovedsageligt i forholdsvis tørre områder som fx savanner, skove, parker, plantager og opdyrkede marker med forskellige afgrøder, men altid i nærheden af ferskvand i form af åer, bække, floder eller søer. Den træffes i op til en højde på ca. 2.000 meter over havets overflade. Safranfinke er ikke specielt menneskesky, så den færdes tit i mindre og større byer. Uden for yngletiden færdes de i flokke fra 8 og opefter.

Safranfinke minder lidt om kanariefugl, men de to arter er ikke beslægtede.

Hannen er overvejende gul med brunsorte fjer på vingerne og halen. Issen og en del af kinderne og lidt af halsen er mere over i en orange farve. Øjnene er brunlige, overnæbbet er nærmest hornfarvet, mens undernæbbet er mere sølvfarvet, benene er lyse og lettere rosafarvede.

Hunnen ligner hannen en del, men hendes bryst er mere grønligt, og ryggen er mere brunsort, mens benene kan være mere lyserøde. Hendes fjerdragt er generelt mere kedelig i farverne end hannens. Underarten sicalis flaveola pelzelni adskiller sig lidt i farverne fra de andre underarter, den er mere over i en olivenbrun farve.

Hannen vejer omkring 22 gram og opnår en længde på ca. 15 centimeter, mens hunnen er lidt mindre og vejer omkring 17 gram. I naturen har safranfinke en levetid på 4-6 år, mens den i et fuglehold kan blive omkring 10 år.

Ophavsret: Paul Tavares, frigivet under Creative Commons BY-NC 4.0.

Føden består hovedsageligt af forskellige halv- og helmodne græs- og ukrudtsfrø, korn, små bær, frugt og grønt, urter samt små insekter og andet småkryb – især op til yngletiden og mens der er unger, der skal fodres. Føden findes på jorden og i træer og buske.

Yngletiden starter normalt i september og varer til april, alt efter klimaet i det område, hvor de lever.

Mens nogle fugle er meget trofaste og holder sig til en enkelt partner, så er safranfinkehannen en alfahan. Han holder sig ofte et mindre harem, og han parrer sig gerne med flere hunner i ynglesæsonen.

Når han er i dét humør, starter han med at jage hunnen i en længere periode, indtil hun nærmest resignerer og accepter hannens noget barske charme og frieri ved at sidde stille i stedet for at flygte. Hannen sætter sig så ved siden af hende og begynder at synge, samtidig med at han opfører en dans med baskende vinger. Og et par sekunder senere er det hele så overstået.

Ophavsret: EvaldoResende, frigivet under Creative Commons BY-SA 4.0.

Safranfinke er ikke kræsen med hensyn til valg af redested, det kan være en sprække i en klippe, under et tagudhæng, i buske, mellem bambus, i en forladt færdigbygget rede eller for den sags skyld i en opsat redekasse.

Hunnen lægger op til 7 æg, men det mest normale er 4 til 5. Hun ruger på æggene, indtil de klækker efter ca. 13 dage. Hannen fodrer hunnen, mens han bliver i nærheden af reden for at beskytte den. Eller dem – alt efter hvor mange reder han har med rugende hunner.

Efter klækningen bliver ungerne i reden i cirka 3 uger, og de fodres af forældrene i yderligere ca. 3 uger, indtil de kan klare sig selv. Ungerne er kønsmodne i en alder af ca 2 år.

Fuglehold

Safranfinkehannen er kendt for sin skønne sang, der består af flere toner og en form for trillen.  Den er en fornøjelse at lytte til, og både uerfarne og erfarne fuglefolk kan have stor glæde af safranfinke i et fuglehold.

Det er en tropisk fugl, der ikke er særlig tilpasningsdygtig, så den skal helst overvintre ved en temperatur på minimum 15 grader. Hvis du vil have safranfinke gående i en udendørs voliere, er det bedst at flytte den indendørs, inden de kolde måneder starter.

Safranfinke er som nævnt lidt af en alfahan, og det resulterer desværre i, at nogle bruger dem til fuglekamp ved at placere to hanner i et bur, hvor de så vil slås, indtil den svageste fugl dør af sine kvæstelser, fordi den ikke har mulighed for at flygte. Det er lige så grusomt og usmageligt som alle andre former for dyremishandling og dyrekampe, såsom hanekamp, hundekamp, kampfiskhanner, der tvinges til at kæmpe, og tyrefægtning. Spillegale spiller på udfaldet af kampen, og det er ikke småpenge, der bliver spillet for.

Det er et mærkeligt behov for underholding og spænding nogle mennesker har. Hvis jeg har behov for spænding i hverdagen, så kan jeg udfylde en tipskupon eller spille på lotto, og hvis det ikke er nok, så kan jeg spørge min kone, om hun ikke har taget på i vægt. Så får jeg alt den spænding, jeg har behov for.

Nå, men tilbage til en mere venlig behandling af safranfinke. Hvis du vil holde safranfinke i bur, skal det være mindst 150 cm langt, 50 cm højt og 50 cm bredt, men de vil trives bedre i en rummelig voliere. Du kan læse mere om passende størrelser i artiklen Størrelse på bur og voliere. Der bør også være et inderum, som de kan trække sig tilbage til, hvis det blæse eller regne for meget. Det kan du læse mere om i artiklen Inderum til fugle.

Det er selvfølgelig ikke lige meget, hvad du bruger til siddegrene til fuglene. Du kan læse om egnede siddegrene til bur og voliere i artiklen Siddegrene. Bundlag skal der også være, det kan du læse mere om i artiklen Bundlag i bur og voliere.

Du kan pynte bur eller voliere med levende planter, som ud over at være rare at se på også giver fuglene mulighed for at gemme sig lidt væk, hvis de har behov for det. Og de har også mulighed for at bygge rede imellem planterne. Læs mere i artiklen Planter til bur og voliere.

Med hensyn til fodring, så skal safranfinke have en god tropeblanding med en bred vifte af forskellige frø, der bl.a. indeholder græs- og ukrudtsfrø, men giv også gerne kanariefrø i blandingen. Frøene kan gives tørre, men besværer du dig med at lade dem spire, vil det blive værdsat. Hirsekolber er også yderst populære, men de må ikke erstatte tropeblandingen og de spirede frø – hirsekolber er bare ekstra snacks mellem måltiderne.

Du finder flere detaljer i artiklen Foder og vand.

Frugt og grønt skal de også have, det kan du læse mere om om i artiklen Frugt og grønt til fugle.

Og endelig kan det være en god ide at give vitaminer og mineraler, især under fældning og op til yngletiden. Det kan du læse mere om i artiklen Tilskud af vitaminer og mineraler.

Husk at placere foder og vand, så fuglene ikke kan komme til at klatte i det. Madrester og vandet skal skiftes hver dag eller oftere, hvis der er behov for det.

Opdræt

Hvis du vil opdrætte safranfinke i et bur, er det bedst kun at have de to fugle i buret. Hannen kan være krigerisk og betragte buret som sit private territorium, og det ender ikke altid godt for andre fugle. Har du en større veltilplantet voliere, kan du godt have flere forskellige fugle gående sammen, men du bør nøjes med én safranfinkehan. De øvrige fugle skal helst have nogenlunde samme størrelse som safranfinke, og de skal være rimeligt rolige og fredelige fugle af natur.

Som altid bør du undgå at have forskellige arter gående sammen, hvis de kan yngle indbyrdes, da det nemt kan resultere i noget skravl, der ikke er levedygtigt, samtidig med at det giver rod i racerne, hvis du vil sælge ungerne.

Ophavsret: Magali Guimarães, frigivet under Pexels License.

Har du parret gående i en voliere med levende planter, vil de måske bygge rede mellem planterne, men sæt alligevel gerne flere forskellige redekasser op, så de har frit valg. Har du andre fugle gående sammen med dem, så husk altid at sætte flere redekasser op, end der er fuglepar, så der ikke bliver unødig kamp om redekasserne.

En egnet redekasse til safranfinke kan fx have målene 15 cm høj, 15 cm bred og 15 cm lang. Det behøver dog ikke være en kedelig, firkantet, fabrikslavet kasse, du kan også benytte en hjemmelavet en med underlige former som den på hosstående billede.

Som redemateriale kan du fx forsyne dem med kokostrevler, græsstrå og blade, og du kan give dem fjer og dun eller andre bløde materialer til at fore reden med. Læs mere i artiklen Redekasser og redemateriale.

Hvis du laver redekontrol for at gennemlyse æggene eller for at ringmærke ungerne, så skal det gå stærkt, så hunnen ikke bliver alt for skræmt og urolig, og så hun har en chance for hurtigt at komme ind i reden igen, før æggene eller ungerne bliver kolde.

Når æggene er klækket skal ungerne have æggefoder de første par dage, derefter kan du supplere med småkryb såsom myrepupper eller små melorm og andre små frosne foderdyr, husk at tø dem op først. Det er nødvendigt at sætte friske forsyninger ind til dem flere gange om dagen, da foderet hurtigt bliver tørt og kedeligt.

Når ungerne er blevet selvstændige og selv kan spise og drikke, er det bedst at flytte dem væk fra buret eller volieren, da hannen ellers kan finde på at jage dem og endda dræbe dem. Det er især hanunger, der er i risikogruppen.

Det kan være svært at se forskel på hanner og hunner blandt ungerne, indtil de er udfarvede. Hvis du vil vide, om de er det ene eller andet, kan du få lavet en kønstest på dem, læs mere i artiklen Kønstest af fugle.