Granatastrild

Ophavsret: Bernd Hinrichsen, frigivet under Creative Commons 2.0 Generisk. Billedet er lettere beskåret.

Granatastrild, også kendt som violetøret granatastrild, (Uraeginthus granatina) lever udbredt i de mere tørre områder i det sydlige Afrika, bl.a. i Angola, Botswana, Mozambique og Sydafrika.

Granatastrild opholder sig primært i tornebuske og akacie-skove i tørre områder, hvor de færdes parvis eller i små grupper. De kræver ikke så meget vand som så mange andre fugle, men der skal dog være vand at drikke eller til et sjældent bad. I de varmeste timer på dagen holder de siesta – de finder et skyggefuldt sted væk fra solens varme stråler, hvor de kan være til mere behagelige temperaturer atter indfinder sig.

Jagten på føde foregår mest om morgenen eller om aftenen, når temperaturen ikke er så høj. Kosten består af diverse frø fra græs og ukrudt i hel eller halvmoden tilstand samt lidt frugt, som de finder på jorden eller tæt på jorden i buske og træer, og af levende insekter og andet småkravl, som de fanger i luften eller finder på jorden.

Ophavsret: Hans Hillewaert, frigivet under Creative Commons BY-SA 3.0.

Granatastrild bliver ca. 14 cm fra næbspids til halespids. Hannens krop og vinger er nærmest kastanjefarvet gylden brun, dele af de yderste fjer på vingerne er rødbrune, halen er blålig, kinder og ørefjererne er violet-/lavendelfarvet, næb og øjne er røde  og benene er nærmest mørkegrå. Hunnen ligner hannen en hel del, men hun er en del mere mat i farverne.

Når hannen synes, det er på tide med familieforøgelse, tager han et strå i næbet, for at vise hunnen, at nu er det på tide at bygge rede og yngle, og det kan kun gå for langsomt. Det gør han gerne på et tidspunkt mellem januar og maj, hvilket er sensommer og efterår i det sydlige Afrika. Når granatastrild har dannet par, forbliver de sammen, indtil en af dem dør, hvorefter den overlevende finder en ny mage.

Reden bygges i en tornet busk eller i et træ, og den bygges af græsstrå, hø, små kviste og blade, og hvad fuglene nu ellers kan finde af egnede ting. Reden fores med fjer, dyrehår og andre bløde ting. Granatastrild er meget territoriale, og de forsvarer reden med næb og klør mod andre fugle og mindre rovdyr.

Hunnen lægger op til 6 æg, men det mest normale er 3 til 4 æg, som der så ruges på i ca. 13 dage. Efter yderligere ca. 3 uger forlader ungerne reden, men forældrene fodrer og passer ungerne i yderligere ca. 3 uger, hvorefter de må klare sig selv.

Fuglehold

Granatastrild egner sig ikke til at være i en udendørs voliere, heller ikke selv om der er et opvarmet inderum i volieren. Den trives bedst ved temperaturer mellem 25 og 28 grader. Så hvis du vil holde disse skønne fugle, er et stort bur eller indendørs voliere det bedste. Som med alle andre fugle gælder det, at buret/volieren ikke kan være for stor, kun for lille. Granatastrild skal som minimum have et bur på 180x50x50 cm.

Når du placerer siddegrene i buret, skal du sørge for at placere dem, så fuglene har mulighed for at flyve længst muligt mellem 2 grene. Placér en siddegren i hver ende af buret/volieren og så evt. nogle grene mellem dem (lidt længere nede), alt efter hvad der er plads til. Der skal dog være plads til fuglens hale mellem siddegrenen og enden af buret, så sørg for, at der er ca. 10 centimeters afstand mellem siddegren og enden af buret. Når du skal vælge grene til buret, er det ikke helt lige meget, hvad du vælger – det kan du læse mere om i artiklen Siddegrene.

Du kan læse om forskellige slags bundlag i artiklen Bundlag i bur og voliere.

Du kan fodre granatastrild med en tropeblanning i en god kvalitet med græs og ukrudtsfrø. Hvis frøene gives i spiret form, er det et ekstra plus. Giv også fuglene frugt og grønt, så de får vitaminer og mineraler på en naturlig måde, læs mere i artiklen Frugt og grønt til fugle. I naturen får granatastrild proteiner ved at spise levende insekter og andet småkravl, hvilket måske ikke er det mest praktiske foder i et fuglehold. I stedet kan du give dem proteiner i form af melorm og æggefoder. Sidstnævnte har den fordel, at du kan blande det med med insektpaté eller frugt og grønt, du skal bare sørge for, at det ikke er alt for vådt, når du giver det til fuglene. Du kan evt. blande lidt havregryn eller rasp i. Læs mere om melorm og æggefoder i artiklen Foder og vand.

Selvom granatastrild ikke ligefrem er en vandhund, så må den ikke mangle frisk vand til at drikke eller til at pjaske i. Vandet skal skiftes hver dag, og du skal fjerne fordærveligt mad (frugt, grønt, æggefoder og animalsk foder) efter få timer, da det hurtigt begynder at rådne på grund af varmen. Fuglene har et hurtigt stofskifte og har brug for meget føde i forhold til deres størrelse, de skal have lys i 12 til 14 timer om dagen, så de kan nå at få spist og  drukket nok.

Opdræt

Hvis du vil have granatastrild til at yngle, skal du sætte nogle grene og noget stedsegrønt med lidt spredte grene, der kan holde reden, ind til dem. Giv dem også noget redemateriale, så de har noget at bygge reden med. Du kan også prøve at give dem forskellige færdige reder eller redekasser, men de vil i langt de fleste tilfælde fortrække selv at bygge rede i grenene.  Op til yngletiden og når fuglene yngler, skal de have foder med ekstra protein.

Du skal ikke undre dig, hvis du finder mere end én rede i buret. I skrivende stund har mine granatastrild fx bygget to reder, en lille og en stor rede. Når jeg kommer ind for at fodre, skynder de sig hen til den lille rede, hvor de lader som de fodrer unger. Men reden er tom, så det er nok for at bortlede min opmærksomhed fra den store rede. Granatastrild er for øvrigt ikke blandt de bedste forældre, man kan forestille sig, de kan finde på at forlade reden med unger uden nogen synlig grund.