Nye fugle

Hættesisken.
Kapucinersisken.

Jeg havde bestilt to par hættesisken til levering på Aarhus Fuglemarked forrige weekend, men jeg havde endnu et tomt bur, så jeg var på udkig efter flere fugle. Da jeg havde tjekket de forskellige fugle til salg på markedet, bestemte jeg mig for et par flotte kapucinersisken. Jeg havde på forhånd gjort tre bure klar med grønt, foder og vand, så jeg skulle forstyrre fuglene mindst muligt, efter at de var flyttet ind i deres nye hjem. De trængte nok også til fred og ro efter en hektisk dag på fuglemarkedet.

Jeg har hverken haft hættesisken eller kapucinersisken før, så det er rart lære nogle nye fugle at kende. Selvom mange måske vil mene, at en fugl er en fugl, så kan der være stor forskel på, hvordan de opfører sig, fx hvor sociale, frygtsomme og nysgerrige de er. Der kan også være stor forskel på, hvor glade de er for hinanden, nogle lever i et lidt kedeligt parforhold, mens andre, som fx undulater, hele tiden sidder og nusser og pusser med hinanden.