For et stykke tid siden købte jeg et par amaranter. Jeg indrettede et kassebur til dem med nye siddegrene, stedsegrønt og bambusgrene med grønne blade på, og jeg satte redekasser op til dem. De faldt hurtigt til og så ud til at trives godt i deres nye omgivelser. De fløj rundt og undersøgte de nye grene og rederne, og de var meget livlige.
Efter et stykke tid begyndte hannen at bygge rede i en flettet redekurv, der blev hurtigt lagt æg, som de passede godt på – der var altid en af forældrene i reden for at ruge på æggene. Men det viste sig desværre, at æggene var blanke og måtte kasseres.
Jeg begyndte at fodre dem med en masse små levende melorm, æggefoder, små frosne myrepubber, pinkies og spirede frø. Der gik ikke lang tid, så var der atter æg i reden. Fuglene skiftedes til at ruge og til at holde vagt tæt på reden. Jeg valgte at lade være med at gennemlyse æggene for ikke at forstyrre fuglene. Tiden gik, og æggene skulle være udklækket, men der var ingen forskel at se, så jeg begyndte at blive nervøs for, om det var endnu en gang blanke æg. Lige indtil i dag. Her så jeg nemlig en lille død unge nederst i buret. Nu er nerverne på højkant for, jeg har ikke hørt ekstra pip fra reden, så jeg er spændt på, om der er flere døde unger, eller om de sidste æg ikke er blevet udruget endnu. Fortsættelse følger …