Det kan være svært at få senegal amaranter til at yngle. Jeg er blevet spurgt et par gange, hvilken rede jeg har givet mine senegal amaranter, fordi de ikke altid vil yngle i de reder, de bliver tilbudt. Jeg giver altid mine fugle mulighed for selv at vælge en rede, og hver gang har mine senegal amaranter valgt en fletkurv, som den du ser på billedet her. Det gælder både de senegal amaranter, jeg har i øjeblikket, og dem jeg tidligere har haft. Så uanset om du kun giver dem en enkelt rede, eller om du giver dem flere at vælge mellem, så sørg for at de kan vælge en fletkurv.
Hvis du giver dine fugle mulighed for at vælge mellem forskellige reder, og de begynder at bygge rede i en af dem, så vent med at fjerne de andre reder, til de er færdige med at bygge reden. Det sker, at fuglene fortryder og i stedet vælger en anden reden, inden de er færdige med den første – jeg har dog ikke oplevet dette med mine senegal amaranter, men mine blågrønne papegøjeamadiner kan være noget ubeslutsomme.
Jeg har for øvrigt genbrugt den flettede kurv til mine senegal amaranter. Efter forrige kuld unger forlod reden, tog jeg den ud, gjorde den ren ovenpå og rystede skidt ud af den. Kokostrevlerne lod jeg være, så de ikke skulle starte helt forfra. Jeg satte også et par nye redekasser ind, men de valgte atter at flytte ind og få det næste kuld unger i den gamle rede.