Opdræt af melorm

Som jeg skriver i artiklen Foder og vand, opdrætter jeg selv melorm og biller til mine fugle, så de kan få levende protein som føde, ligesom når de lever i naturen. Nu har jeg udvidet produktionen fra to kasser til fire kasser med biller i forskellige stadier fra æg over melorm og til udvoksne biller, så jeg altid kan have foder i de forskellige stadier til fuglene. Billerne er dog ikke til at spise, de er bare æglægningsmaskiner. De unge fugle skal kun have små melorm, mens de voksne godt kan klare de store melorm.

I bunden af kasserne er der havregryn som melorm og biller kan mæske sig i, og jeg supplerer med andet godt, på billedet har de fået en skive æble som de godt kan lide. Billerne lægger deres æg i kludene, og efter en måneds tid flytter jeg kludene over i en anden kasse, hvor æggene kan udklækkes. Jeg har så hele tiden én kasse med æg og meget små melorm, og tre kasser med melorm og biller i forskellige størrelser. Selvom jeg ikke kan give æg, melorm og biller en optimal temperatur på ca. 27 graders varme og en luftfugtighed på omkring 70 procent, så går det nu meget godt ved stuetemperatur. Jeg har altid rigeligt melorm og biller i alle størrelser.