Diamantdue (geopelia cuneata, svensk: diamantduva, norsk: diamantduva) lever udbredt i store dele af Australien undtagen i den sydvestlige del. Den foretrækker tørre eller halvtørre områder, men hvor der er adgang til vand. Den besøger også haver og parker. Når først den har fundet et sted med føde og ferskvand, flyver den ikke langt omkring. Den kan færdes i flokke på op til omkring 40 fugle, især uden for yngletiden.
Diamantdue er en af verdens mindste duearter, den bliver blot 19-21 cm og vejer mellem 32 og 35 gram. Hannen har en grå fjerdragt, der på vingerne er forsynet med skarpe hvide prikker. Omkring øjet er der en orange eller rød ring. Hunnen ligner hannen en hel del, men farven på vingerne kan være lidt mere brunlig, og ringen om øjnene er tyndere og mere svag i farven.
Laurie Boyle. Billedet er frigivet under Creative Commons BY-SA 2.0.
Diamantduen ses ofte vraltende rundt på jorden på jagt efter frø af forskellige græsarter og diverse ukrudtsfrø, samt urter og forskelligt korn og bær, den tager også gerne myrer og andre små insekter, især op til yngletiden, og når der er unger der skal fodres.
I naturen yngler de lige efter regntiden eller om foråret, alt efter hvor i Australien de lever. De kan i princippet yngle året rundt bare der er vand og føde nok. I tiden op til yngletiden bliver hannens øjering mere rød og skarp i farven.
Når det er ved at være den tid, kurtiserer han hunnen ved at kurre på typisk duemanér, mens han spreder sine halefjer, så hun rigtigt kan se, hvor flotte de er. Han kan også finde på at made hende for at vise, at han er klar til at tage sig af små efterkommere i reden. Det hele udspiller sig typisk på jorden.
Mens han er rigtig skrap til at kurtisere hunnen, og det som regel bærer frugt, så er han knap så skrap til redebygning. Han vælger et passende sted til reden, fx i en grenkløft, i en fordybning i en gren, i en klippesprække, eller hvad han nu ellers finder egnet til formålet. Reden bygges af græsstrå, blade, små kviste, mos og fjer, og det færdige resultat ligner et tilfældigt sammensurium af grene – en arkitekttegnet katastrofe der kan falde fra hinanden hvert øjeblik det skal være.
Hunnen er tilsyneladende ikke så nøjeregnende, så når reden ser færdig nok ud, lægger hun normalt 2 æg med 2 dages mellemrum. Parret skiftes til at ruge på æggene, hannen ruger om dagen, mens hunnen ruger om natten. De ruger i ca. 13 dage, og efter udklækning bliver ungerne i reden i ca. 14 dage. Cirka 14 dage efter de har forladt reden, kan ungerne klare sig selv.
Fuglehold
Diamantduen er en rigtig god fugl at starte med som ny fugleholder, da den er nem at holde og meget ynglevillig.
Mere erfarne fugleholdere kan dog også have glæde og fornøjelse af disse små duer, der altid skal holdes parvis i et fuglehold, men de kan sagtens gå sammen med mindre fugle, hvis ellers de andre fugle ikke er aggressive.
Men det er måske en fugl, du bør undgå, hvis du ikke vil have unger på pind. Den er nemlig så ynglevillig, at hvis der ikke er redemuligheder til stede, så kan hunnen finde på at lægge sine æg på bunden, hvor de så ruger på dem. Ynglevilligheden betyder også, at der er mange unger på markedet, så det kan være svært at komme af med ungerne, hvis du ikke selv vil have dem.
I dag findes der en del mutationer af diamantduen, så den kan fås i andre farver end de naturligt forekomne. Det kan man jo så synes om eller ej, men jeg synes, at de naturfarvede fugle er langt de pæneste. De beviste krydsninger for at frembringe nye mutationer kan desuden hurtigt blive noget rod, læs mere om den slags i artiklen Mutationer og hybrider.
Mens du som nævnt godt kan have diamantduer til at gå sammen med mindre og fredelige fuglearter, så bør du kun holde ét par diamantduer i hvert bur/voliere, da der ellers hurtigt kan opstå ballade duerne imellem.
Det er vigtigt, at buret eller volieren har en rimelig størrelse, så duerne kan få rørt vingerne. De bør have et bur/voliere på minimum 2 x 2 x 1 meter. En voliere bør være afskærmet, så fuglene kan komme i læ for regn og sne, og så foderet ikke bliver vådt. Diamantduer kan gå ude hele året, hvis ellers de kommer ud om sommeren, så de kan nå at vænne sig til, at det bliver koldere. Men de bør have et frostfrit rum, de kan gå ind i, og hvor deres vand og foder kan stå.
Læs mere i artiklen Størrelse på bur og voliere. Du kan læse mere om inderum i artiklen Inderum til fugle.
Du kan bruge afklippede grene som siddegrene, fx grene fra æble- og pæretræer. Vær opmærksom på, at grenene ikke må indeholde harpiks, og at de ikke må være sprøjtet med gift. Giv dem gerne grene i forskellige tykkelser, så de kan få brugt deres fødder og slidt lidt på neglene. Du kan læse om siddegrene til bur og voliere i artiklen Siddegrene, og i artiklen Bundlag i bur og voliere kan du læse om egnede bundlag.
Bruger du et bur til dem, kan du sætte noget afklippet stedsegrønt ind til dem, så de har noget at gemme sig bag. Bruger du en voliere, kan du plante stedsegrønne planter til dem, men vær opmærksom på, at planterne ikke må være giftige for fugle. I artiklen Planter til bur og voliere kan du læse mere om planter, som kan placeres i eller omkring bur og voliere.
Du kan fodre diamantduer med en skovfugleblanding, en blanding med ukrudtsfrø og blå valmuefrø eller og en god tropeblanding som serveres i spiret form flere gange om ugen. Du kan supplere med lidt æggefoder med frugt og grønt i et par gange om ugen. Læs mere i artiklen Foder og vand. Du kan også give lidt frugt og grønt, hvilket du kan læse mere om i artiklen Frugt og grønt til fugle. Bemærk, at foderet skal serveres på bunden af buret/volieren, da diamantduer i naturen primært finder deres føde på jorden. Hvis du vil have dem til at føle sig endnu mere hjemme, kan du strø lidt foder ud i bundlaget, så de skal lede lidt efter det, ligesom de gør i naturen.
Diamantduer skal altid have adgang til rent drikkevand og badevand, så du skal regne med at skulle skifte vand mindst én gang om dagen. De sætter desuden stor pris på at kunne solbade i solens varme stråler samt tage et bad, når det støvregner. Når fuglen er i fældning eller op til yngletiden, kan du give ekstra vitaminer og mineraler, hvilket du kan læse mere om i artiklen Tilskud af vitaminer og mineraler.
Opdræt
Som du kan læse ovenfor, har du måske ikke så meget valg, når det drejer sig op at opdrætte på diamantduer. Duerne bør holdes i par, og de er meget ynglevillige. Men selvom de er ynglevillige, så er det ikke ensbetydende med, at du får unger på pind. I hvert fald ikke de første gange, der kommer æg i reden. Der kan de nemlig finde på at opgive udrugningen og i stedet starte på et nyt kuld. Men som regel finder de hurtigt ud af, hvad det drejer sig om, og de vil så udruge æggene. Videoen viser parringsoptakten.
Som rede kan du fx give dem en kanariefuglerede eller en lille åben kasse, hvor siderne er ca. 5 til 10 cm høje. Som du måske kan gætte, når du har set deres naturlige reder, så er de ikke så kræsne. det vigtigste er, at æggene ikke må kunne falde ud af reden, og at der er plads til såvel due som unger i reden. Har du mulighed for det, vil de ofte fortrække selv at bygge en rede, fx i en grenkløft eller i en busk.
Giv fuglene kokostrevler, græsstrå, blade og små kviste til redebygning, og mos, fjer og andre bløde ting, de kan fore reden med. Du kan læse mere om redekasser og om egnet redemateriale i artiklen Redekasser og redemateriale.
Når æggene er klækket, og der er unger i reden, kan det være en fordel at sørge for, at der stadig er redemateriale til rådighed. Ungerne har ikke ble på, og det viser sig gerne i form af klatter i reden, som ungerne så kan blive sølet ind i. Mens mange andre fuglearter er skrappe til at rydde op og smide klatterne ud af reden, så er diamantduer ikke så skrappe til rengøring, de vil hellere udbygge reden lidt med nyt materiale.
Når der er unger i reden, så giv dem gerne lidt ekstra æggefoder, så ungerne får flere proteiner at vokse på. Når ungerne er i reden, fodres de af hunnen, når de er kommet ud af reden, fodres de som regel af hannen, mens hunnen gør sig klar til det næste kuld unger.
Diamantduer kan være meget produktive, hvad unger angår, men du bør ikke lade dem få fler end 2 kuld om året, da det ellers tager for hårdt på hunnen. Hertil kommer, at det kan være svært at komme af med ungerne, hvis du ikke selv har plads til dem.
Hvis hannen begynder at jagte ungerne rundt i bur/voliere, er det fordi, de er blevet for store, og han nu opfatter dem som en trussel. Du bør i så fald flytte ungerne til et andet bur/voliere.
Ungerne er i stand til at yngle i en alder af cirka 5 måneder, men vent med at lade dem yngle, til hunnen er cirka 1 år gammel, og hun er fuldt udviklet. Ellers kan det tage for hårdt på hende.