Ringastrild

Ophavsret Benjamint444, frigivet under GNU Free Documentation License1.2.

Ringastrild (stizoptera bichenovii) lever i det nordlige og østlige Australien, fra Kimberley-regionen i Nordvest og i et bredt bånd langs kysten i Nord- og Østaustralien.

Den lever på græssletter, i områder tæt på skov, i krat, i byer og parker, samt ved marker og plantager,  hvor de søger føde og vand. Føden findes som regel på jorden, og den består primært af halv- og helmodne frø fra græs og ukrudt samt urter, frugt og grønt. Især op til yngleperioden, og mens der er unger, der skal fodres, spiser den også gerne animalsk føde i form af insekter, termitter, myrepupper, små larver, og hvad den ellers er i stand til at finde og fange.

Ophavsret Jim Bendon, frigivet under Creative Commons BY SA 2.0.

Ringastrild er et flokdyr, uden for yngletiden færdes de typisk i flokke på op til 40 fugle. I yngletiden holder parrene sig dog mere for sig selv.

Ringastrild kan opnå en alder på 4 til 5 år i naturen, mens fuglen i et fuglehold kan blive 6 til 7 år. Længden er op til ca. 10 cm og den kan veje op til ca. 10-12 gram.

Hannen og hunnen ligner meget hinanden. Panden er sort, nakken og ryggen er brun til gråbrun, ansigtet er hvidt omkranset af sorte fjer, vingerne er brunlige med sorte fjer og hvide nister, kinder og strube er hvide, brystet er over i det hvide med 2 sorte streger, halen sort, mens næb og ben er blågrå. Hannens to sorte brystbånd kan være lidt bredere end hunnens, og hunnen kan være lidt mere mat i farverne. Det er kun hannen der synger.

Reden bygges i en busk eller et træ, ofte med torne på, i en højde på ca. 180 cm over jorden, og gerne meget tæt på et hvepsebo. Hvepseboet virker som en form for beskyttelse mod slanger og andre dyr, der har fugleæg og -unger på menukortet.

Hannen og hunnen hjælper hinanden med at bygge reden af græs, halm, blade, kviste, og hvad de nu ellers finder af egnet materiale. Reden laves med en sideindgang og en slags tunnel, der fører ind til redekammeret. Reden fores med fjer, mos, dyrehår og andet blødt materiale.

Hunnen lægger normalt 4 eller 5 æg, som begge forældre ruger på i ca. 12 dage. Efter udklækningen bliver ungerne i reden i ca. 3 uger, før de forlader deres lille, trygge verden og vover sig ud for at se og opdage den store verden uden for reden. De bliver fodret af forældrene i yderlige ca. 3 uger, hvorefter de er i stand til at klare sig selv. Efter endnu nogle måneder er de kønsmodne, og er nu selv klar til forældrerollen.

Fuglehold

Ringastrild er en udmærket begynderfugl, der er rimelig ynglevillig samt temmelig redefast. Det vil sige, at der skal noget til, før den forlader reden, og forlader den reden, vender den hurtigt tilbage igen, når der atter er fred og ro. Men også en interessant fugl for de mere garvede fugleholdere.

Det er en lille, skøn fugl, som trives bedst ved en temperatur på mellem 20 og 25 grader, men kan overvintre ved ca. 10 grader. Og så kan den være en fin erstatning for en kat, den kan nemlig lyde lidt ligesom en miavende kat, som du kan høre i videoen til højre.

Et kassebur til ringastrild bør være mindst 1 meter langt, så den kan få brugt vingerne, men en voliere er selvfølgelig at fortrække. Du kan læse mere om passende størrelser i artiklen Størrelse på bur og voliere. Vil du have ringastrild gående i en voliere, vil det være en god ide med et inderum, da den ikke bryder sig meget om fugtigt, koldt, og blæsende vejr.

Du kan læse om egnede siddegrene og bundlag i artiklerne Siddegrene og Bundlag i bur og voliere. Du kan pynte bur eller voliere med levende planter, som ud over at være rare at se på også giver fuglene mulighed for at gemme sig lidt væk, hvis de har behov for det, og de har så også mulighed for at bygge rede imellem planterne. Læs mere i artiklen Planter til bur og voliere.

Med hensyn til fodring, så skal ringastrild have en god tropeblanding med en bred vifte af forskellige frø, der bl.a. indeholder græs- og ukrudtsfrø, men giv også gerne kanariefrø i blandingen. Frøene kan gives tørre, men besværer du dig med at lade dem spire, vil det blive værdsat. Hirsekolber er også yderst populære, men de må ikke erstatte tropeblandingen og de spirede frø – hirsekolber er bare ekstra snacks mellem måltiderne.

Frugt og grønt skal de også have, det har jeg skrevet lidt om i artiklen Frugt og grønt til fugle. Vitaminer og mineraler kan tilsættes foderet eller vandet et par gange om ugen, følg altid doseringen på etiketten. Læse mere i artiklen Tilskud af vitaminer og mineraler.

Lidt frostfoder med ekstra protein skal de også tilbydes, især op til yngletiden, og når der er unger. Du kan fx give dem Pinkies (spyfluelarver), Buffalo (melormlarver ) og Hermetia (sorte soldatfluelarver) samt frosne og levende melorm. Giv også gerne æggefoder, Melormene kan du selv dyrke, hvis du vil, det kræver ikke det helt store. Du kan læse mere om æggefoder, spiring af frø samt opdræt af melorm i artiklen Foder og vand.

I yngletiden har hunnen desuden glæde af et kalktilskud i form af sepiaskaller eller østersskaller.

Bade- og drikkevand skal de altid have til rådighed. Husk at placere foder- og vandskåle, så fuglene ikke kan komme til at klatte i dem. De skal gøres rene hver dag eller oftere, hvis der er behov for det.

Opdræt

Det er ikke nemt at se forskel på hannen og hunnen, så en kønstest er det mest sikre, hvis man vil opdrætte dem. Læs mere i artiklen Kønstest af fugle.

Hvis du vil have unger på pind, så sæt nogle halv- og hellukkede redekasser op til dem, og giv dem kokostrevler og nogle bløde materialer, som de kan fore reden med. Du kan læse om egnede redematerialer, og hvorfor du skal give dem mere end én redekasse i artiklen Redekasser og redemateriale. Hvis der er planter eller grene og kviste i buret/volieren, kan de også finde på at bygge en rede fra bunden.

Forældrene er ikke så glade for redekontrol, så kik så lidt i reden som muligt. Hvis ungerne skal fastringes, bør det ske hurtigt og med så lidt uro som muligt.

Ungerne skal som udgangspunkt have det samme foder som forældrene, dog skal de have en del mere protein i form af ægge- og frostfoder, mens de vokser.

Ungerne er kønsmodne efter ca. 9 måneder, men det er bedst at vente med at lade dem yngle til de er 1 år gamle, så er hunnen helt færdigudviklet. Lad ikke ringastrild få mere end 3 kuld unger om året, da det slider på dem, det er selvfølgelig især hårdt for hunnen.