Prinsesseparakit (polytelis alexandrae, svensk: prinsess parakit, norsk: prinsess parakit) lever i det indre af Australien i den vestlige og den centrale del af Australien. Dens fortrukne levested er de mere tørre områder med en hel del sandjord og med en bevoksning af græstuer, buske med torne og akacie- og eukalyptustræer. Der skal naturligvis også være ferskvand i nærheden.
Prinsesseparakit er en nomadefugl, der flytter bopæl, alt efter hvor den finder de bedste leveforhold. Den kan flyve temmelig langt i jagten på et nyt sted at bo.
De færdes gerne i flokke – især uden for yngletiden – på op til 20-30 fugle og i sjældne tilfælde flere. Der er ikke mange observationer af prinsesseparakitter i naturen, dels er der ikke så mange af dem, og dels er de temmelig sky og gode til at falde ind i deres miljø, i hvert fald de grønne af dem, se nedenfor.
Issen, panden og nakken er gråblå, næbet er rødt, kinder og hals og den øverste del af brystet er over i en lyserød farve, ryg og vinger er nærmest olivengrøn med brunlige farver, fødderne er hornfarvet. De to køn ligner hinanden en del, men hunnen er tydeligt mere mat i farverne og halen er kortere end hannens.
Prinsesseparakit bliver op til ca. 40 centimeter lang og kan opnå en vægt på omkring 120 gram. I naturen bliver den omkring 20 år gammel, mens den kan bliver omkring 30 år gammel i et fuglehold.
Der findes flere forskellige farvemutationer, men den hovedsageligt olivengrønne er den mest fremherskende. Af andre farver kan nævnes en blå nuance og en lutino (en gullig nuance). Dem med mutationsfarverne lever gerne i kortere tid i naturen, fordi de ikke er så gode til at kamuflere sig.
Prinsesseparakit finder primært sin føde på jorden, eller tæt på jorden. Den lever hovedsageligt af urter, frø fra græs og ukrudt, frugt og grønt, nødder, blomster fra en række forskellige buske og træer som fx eukalyptus og akacie. Via blomsterne får den også pollen og nektar. Føden suppleres med små larver, insekter og andet småkryb, især op til yngletiden.
Yngletiden starter normalt i september og frem til december, alt efter mængden af nedbør og mængden af tilgængelig føde. Når et par er klar til at yngle, finder de et egnet træ til deres rede. Typisk et eukalyptustræ på mellem 4 og 15 meter med et hulrum, der kan bruges som rede. De forer så bunden af hulrummet med lidt mørt træ og lidt træsmuld. Hvis træet er stort nok, og det har flere egnede hulrum, kan der være adskillige par prinsesseparakitter, der yngler i det på samme tid.
Når reden er klar, prøver hannen at forføre hunnen ved at være temmelig aggressiv over for hende. Han strækker sig, så højt han kan, rejser fjerene på panden og issen, udvider pupillerne for så at trække dem sammen igen, og med spredte vinger og halefjer vipper han hovedet, mens han løber frem og tilbage foran hunnen og udstøder nogle mildt sagt temmelig generende skrig for et menneskeøre.
Af en eller anden grund virker det ofte,og resultatet viser sig typisk i form af 4 til 6 æg i reden. Hunnen ruger på æggene i cirka 21 dage, og i den tid bliver hun madet af hannen. Når æggene er klækket, fodrer begge forældrene ungerne. De mades med samme slags føde, som forældrene selv spiser men med lidt mere vægt på småt, animalsk føde. Efter sådan cirka 35 dage forlader ungerne reden, og efter yderligere en 3 ugers tid er de blevet så selvstændige, at de selv kan finde vand og føde.
Fuglehold
Prinsesseparakit er ikke den mest farvestrålende fugl, du kan have i et fuglehold, men dens sarte farver gør den efter min mening særdeles interessant. Der er yderligere den fordel, at den som regel kan gå sammen med andre rolige fugle, uden at der opstår problemer. Så hvis du har mulighed for at holde denne skønne fugl, så prøv det, jeg tror ikke, du vil fortryde det.
Prinsesseparkit larmer og skriger ikke så meget som så mange andre parakitter ofte gør, og den kan knytte sig til flere personer i husstanden, hvor andre parakitter måske kun knytter sig til en enkelt person. Den kan som regel gøres rimeligt håndtam, og nogle af dem kan også lære at sige enkelte ord og lyde – det kræver dog en del træning og tålmodighed at oplære den. I artiklen Sådan gør du fuglen håndtam kan du læse mere om, hvordan du gør den håndtam og lærer den ord eller lyde.
Det er en fugl, som vil sætte stor pris på noget legetøj, som kan bruges til at stimulere som tidsfordriv. Udskift legetøjet med mellemrum, forandring fryder. Giv den legetøj af træ eller andre naturmaterialer, som ikke er giftige eller er farlige at spise. Undgå legetøj af plastik og metal, og pas på med malet legetøj, da det måske kan indeholde farlige kemikalier.
Prinsesseparkitten er en meget hurtig flyver, og den har behov for at kunne bruge sine vinger hver dag. Hvis du holder den i et bur, er det et must, at den lukkes ud flere timer om dagen. Også selv om det er et stort bur, for ligegyldigt hvor stort buret er, vil det altid være for lille til en prinsesseparakit. Du skal selvfølgelig sørge for at holde den under opsyn, når den er uden for buret, især hvis du har antikke møbler af træ.
En voliere er langt det bedste, og den bør være mindst 2 meter høj, 1 meter bred og 4 meter lang. Du kan læse mere om passende størrelser i artiklen Størrelse på bur og voliere. Volieren bør desuden være forsynet med en form for inderum på mindst 1 x 1 meter, der kan holdes frostfri, og som fuglen kan søge ind i, hvis det regner eller blæser for meget, og hvor dens vand og foder kan holdes frostfrit i vintermånederne. Læs mere om det i artiklen Inderum til fugle.
Volieren bør desuden være lukket af med plader eller lignende på de tre af siderne, så fuglen er bedre beskyttet mod vind og vejr, og så den ikke så nemt bliver skræmt af noget uden for volieren.
Som andre parakitter er prinsesseparakitten en aktiv fugl, der elsker at klatre og bide i ting, så ud over almindelige siddegrene af træ, så sæt også gerne nogle friske grene med blade på ind i volieren. Du kan også hænge et eller flere trevlede hampreb op vandret eller lodret i bur/voliere; dem elsker de at kravle på og bide i. Og så selvfølgelig legetøj som nævnt længere oppe.
Grene og hampreb skal udskiftes jævnligt, efterhånden som de bliver slidt og gnavet i. Reb i andre materialer end hamp kan også bruges, men det skal være naturmaterialer uden giftige stoffer – lad være med at give dem nylonreb. Du kan læse om egnede siddegrene i artiklen Siddegrene. Læs desuden om egnede bundlag i artiklen Bundlag i bur og voliere.
Du kan sætte planter op uden om buret eller volieren, det vil give fuglen mere grønne omgivelser, og det vil også gøre det smukkere for dig. Det kan dog ikke betale sig at sætte levende planter ind til dem, da de sandsynligvis vil blive gnavet ihjel. Læs mere i artiklen Planter til bur og voliere.
Du kan fodre prinsesseparakit med pellets, som er foder i pilleform, og som indeholder vitaminer og mineraler samt frugt og grønt. Eller du kan fodre med en parakitblanding – men undgå for mange solsikkefrø, nødder, hampfrø og andet med et stort indhold af olie, da de er temmelig fedende. Og giv helst blandingen i spiret form. Du kan læse om spirede frø i artiklen Foder og vand. Du kan give dem ekstra proteiner – især op til yngletiden og når der er unger – det kan fx være i form af æggefoder og frosne eller levende melorm samt Pinkies (spyfluelarver), Buffalo (melormlarver ) og Hermetia (sorte soldatfluelarver), som alle normalt er frostfoder, husk at de skal være optøede, inden du fodrer med dem.
Hirsekolber samt frugt og grønt sættes der som regel også stor pris på, læs mere herom i artiklen Frugt og grønt til fugle. Og sepiaskaller eller andet kalktilskud bør også gives, især op til yngletiden, og når der er unger. Du kan desuden give vitaminer og mineraler, fx i form af vi-spu-min og torskelevertran, især op til yngletiden og når fuglene er i fældning, men pas på ikke at give for meget, da visse vitaminer ophobes i kroppen og kan give organskader – følg altid brugsvejledningen. Du kan læse mere det i artiklen Tilskud af vitaminer og mineraler
Foder og vand skal skiftes hver dag eller oftere, hvis der er behov for det.
Opdræt
Du kan bruge flere forskellige slags reder til prinsesseparakit. Det kan fx være en firkantet redekasse med målene 50-80 cm høj, 20-30 cm bred og cirka 30 cm dyb. Redehullet skal være mellem 8 og 10 cm i diameter.
Du kan også bruge en L-formet redekasse, der er cirka 60 cm høj, 40 cm bred og 60 cm dyb.
Eller du kan bruge en såkaldt pistolredekasse, den fx kan have målene 40 cm høj, 50 cm bred og 25 cm dyb. Køber (eller laver du selv) en redekasse med en lem eller skuffe, kan du nemt komme ind til reden, hvis du vil udføre redekontrol eller ringmærke ungerne.
Vær opmærksom på, at hunnen kan være noget klodset i det, når hun skal ned i reden. Hvis det er en almindelig standardrede, så der er en vis risiko for, at hun rammer æggene, så de går i stykker, når hun hopper ned. Du kan hjælpe hende ved at lave en “trappe” til hende, fx ved at sætte et stykke kyllingetråd (se billedet) eller trælister op indvendigt i reden, så hun har mulighed for at kravle ned i den.
Du kan læse mere om redekasser og om egnet redemateriale i artiklen Redekasser og redemateriale.
Når ungerne er blevet selvstændige, altså når de selv kan drikke og spise, kan du flytte dem til en anden voliere. Så kan forældrene få noget fred og ro og måske starte på et nyt kuld unger.
Prinsesseparakitter er kønsmodne, når de er cirka 3 år gamle, men det er bedst at vente med at lade dem yngle, til de er mindst 4 år gamle og fuldt udviklede. Ellers kan det tage for hårdt på hunnen. Af samme grund bør du også højest lade dem få 2 kuld om året.