Perlehalsamadine (lonchura griseicapilla, svensk: pärlhalsmunia, norsk: gråhode sølvnebb) lever frit flere forskellige steder i den østlige del af Afrika, bl.a. i dele af Etiopien, Kenya, Sudan og Tanzania.
Den færdes både på savannen med buske og træer, på marker, i plantager med forskellige afgrøder samt i parker og byområder. Den lever altid i nærheden af ferskvand, fx i form af åer, søer og vandløb.
Fuglen har fået sit navn efter små, hvide perleagtige pletter på halsen. Den har også enkelte hvide pletter omkring de mørkebrune øjne. Issen er grå, overnæbbet er mørkegråt og undernæbbet er over i en mere sølvagtig farve. Vingerne og halen er overvejende sorte, mens selve kroppen og rumpen er brunlig over i en beige nuance. Benene er mest mørkegrå.
Hunnen ligner hannen, men hendes bryst kan være lidt lysere og perlerne i ansigtet kan være lidt mindre. Det er kun hannen, der synger.
Perlehalsamadine opnår en længde på 11-12 cm og en vægt på ca. 11 gram. I naturen har de en levetid på 4 til 6 år, mens de i et fuglehold typisk kan blive op til 10 år.
I naturen lever perlehalsamadine af forskellige halv- og helmodne græs- og ukrudtsfrø, korn, frugt og grønt, urter samt små insekter og andet småkryb, især op til yngletiden og når der er unger, der skal fodres. Føden findes på jorden, i buske og i træer.
Perlehalsamadines yngletid starter lige efter regntiden, hvilket normalt er omkring maj-juni, hvor der er en masse føde til dem selv og deres unger. Et par kan få flere kuld unger i yngletiden.
Når hannen er klar til at yngle, tager han et stykke kokostrevl eller andet redemateriale i næbbet og hopper op og ned på en gren, mens han synger for hunnen.
Hannen bygger reden – ofte i en busk eller et træ med pikke på som værn mod slanger, rotter og andre dyr med æg og unger på menukortet. Reden bygges af forskellige græs- og plantedele, og den fores med fjer, mos, dyrehår og andre bløde materialer. Hunnen lægger normalt op til 5 æg, som begge fugle skiftes til at ruge på i ca. 14 dage. Når æggene er klækket, bliver ungerne i reden i yderligere ca. 3 uger, hvor de bliver fodret af begge forældre.
Mange fuglearter bygger reden, og det er så det, men perlehalsamadine er lidt af en perfektionist. Hannen tilføjer gerne mere redemateriale til reden for at vedligeholde den og forbedre den, også mens der er æg og unger i reden. Når ungerne er kommet ud af reden, bliver de madet af forældrene i endnu ca. 3 uger, indtil de kan klare sig selv.
Fuglehold
At have perlehalsamadiner i sit fuglehold er altid en fornøjelse. De har ikke de mest fantastiske farver, men deres hvide perler på hals og hovede lyser flot op i ethvert fuglehold med småfugle. Det er desuden en fugl, som er nem at holde, også for begyndere.
Du kan godt holde et par perlehalsamadiner i et bur, hvis det er ca. 150 cm langt, 50 cm bredt og 50 cm højt, men en beplantet voliere er langt det bedst. Læs mere i artiklen Størrelse på bur og voliere. Vær dog opmærksom på, at hvis de går i en udendørs voliere, hvor det kan blæse og regne lige ind på dem, så kan det være en god ide med et inderum, som de kan trække sig tilbage til. Læs mere i artiklen Inderum til fugle. Perlehalsamadiner kan gå ude hele sommeren, men de skal indendørs, når det bliver efterår og temperaturen når ned på omkring 15 grader.
Perlehalsamadine kan godt gå sammen med andre rolige og fredelige småfugle, hvis du har en stor voliere, men læs lige nedenfor, hvis du vil have dem til at yngle.
Du kan læse om egnede siddegrene til bur og voliere i artiklen Siddegrene. I artiklen Bundlag i bur og voliere kan du læse om bundlag, og i artiklen Planter til bur og voliere kan du læse mere om planter, som kan placeres i eller omkring bur og voliere, og om planter du skal undgå, fordi de kan være giftige for fuglene. Perlehalsamadine vil sætte stor pris på planter i bur eller voliere, så de har noget at gemme sig mellem, og noget som de kan bygge rede i.
Det bedste foder til perlehalsamadine er en god tropeblandning, der også indeholder græs- og ukrudtsfrø – gerne i spiret form. Du kan også give lidt frugt og grønt, hvilket du kan læse mere om i artiklen Frugt og grønt til fugle.
Animalsk foder er også populært og giver ekstra proteiner, du kan fx fodre med levende eller frosne melorm eller andet småkryb. Du kan læse mere om animalsk foder i artiklen Foder og Vand, hvor du også kan læse, hvordan du spirer frø i en tropeblanding. Når fuglen er i fældning eller op til yngletiden, kan du give ekstra vitaminer og mineraler, hvilket du kan læse mere om i artiklen Tilskud af vitaminer og mineraler.
Opdræt
Hvis du vil have et par perlehalsamadiner til at yngle, skal du selvfølgelig først og fremmest være sikker på, at du har en han og en hun. Da det kan være svært at se forskel på kønnene, er det bedst at få dem kønstestet, hvis du ikke har certifikat på kønnene, det kan du læse mere om i artiklen Kønstest af fugle.
Som nævnt ovenfor bygger de gerne rede mellem grene eller planter i bur eller voliere, men det kan stadig være en god ide også at sætte nogle forskellige redekasser op – så kan de selv kan vælge, om de foretrækker at bygge fra bunden af eller i en redekasse. Læs mere om reder og egnet redemateriale i artiklen Redekasser og redemateriale.
Selvom perlehalsamadine godt kan gå sammen med andre fugle i en stor voliere, vil du som regel få det bedste yngleresultat, hvis de går alene i volieren eller i et bur.
De bryder sig ikke om redekontrol, når der er æg eller unger i reden, så hvis du vil gennemlyse æggene, skal det gå hurtigt. Det samme gælder, hvis du vil ringmærke ungerne. Læs mere om gennemlysning af æg i artiklen Gennemlysning af æg.
Når æggene er klækket, skal ungerne have æggefoder de første par dage, derefter kan du begynde at supplere med små levende melorm eller små frosne foderdyr (de skal optøs først). Når ungerne er blevet selvstændige, kan det være en god ide at flytte dem til et andet bur eller voliere. Dels fordi især hannen kan finde på at jage ungerne, og dels for at give forældrene lidt fred og ro, hvis de har planer om endnu et kuld unger. Selvom de måske gerne vil, så lad dem ikke få mere end højest 3 kuld unger om året, da det tager hårdt på dem med æg og unger.
Ungerne er kønsmodne, når de er knap 1 år gamle, men lad dem ikke yngle, før de er mindst 1 år gamle, da det ellers kan tage for hårdt på hunnen, og afkommet kan blive noget skravl.