Strandbergs fugle

Pennants parakit (platycercus elegans, svensk: blåkindad rosella, norsk: rødrosella) lever i mere våde områder i det østlige og det sydøstlige Australien, den er desuden blevet indført i New Zealand og på vulkanøen Norfolk Island. Den lever i eukalyptusskove, både i mere åbne skove og i tætte skove. Den kan også findes i haver og parker.

Der findes flere underarter, fx gul rosella og adelaiderosella, og der findes forskellige farvemutationer i de områder, hvor deres leveområder støder op til hinanden.

Pennants parakit har en skarp, rød farve på brystet, nakken og på hovedet. På halsen og kinden har den en blålilla farve, der også går igen på vingerne sammen med rød og sort og på halen sammen med sort. Hunnen ligner hannen, men er mere mat i farverne og lidt mindre end hannen, især næb og hovedet er mindre.

Pennants parakit opnår en længde på ca. 36 cm fra næb til halespids, og en vægt på ca. 130 gram. I naturen bliver den sjældent mere end 10 til 15 år gammel, men i et fuglehold kan den blive omkring 25 år gammel.

I naturen lever pennants parakit bl.a. af græs og ukrudtsfrø, urter, bær, frugt og grønt, korn af forskellige slags, nødder, blomster og dermed også pollen og nektar. Især op til yngletiden, og når der er unger, der skal fodres, tager den også insekter og deres larver, herunder termitter, bladlus, biller, larver og møl, samt hvad den nu kan finde af lækre smådyr.

Den finder en del af sin føde på jorden, men træer og buske bliver også besøgt i jagten på føde. Den besøger også gerne folks haver og  parker for at spise, og den kan til tider gøre et større eller mindre indhug i afgrøderne på marker og i plantager. Det betyder også, at den meget ofte betragtes som et skadedyr, der bare skal udryddes.

Som andre papegøjer kan den spise større ting, som fx blomster og nødder, ved at holde føden med en fod, mens den spiser af den.

Yngletiden varer normalt fra september til februar, men afhænger dog af nedbør og den tilgængelige fødemængde.

Hunnen finder et passende sted til reden, typisk i en hulning i et træ i op til omkring 30 meters højde. Sammen tilpasser parret så hulningen med deres stærke næb, så det får en passende størrelse, som kan være en hel meter eller dybere. Det afgnavne træ bruger de som redemateriale, de henter normalt ikke yderligere redemateriale i naturen.

Når reden er klar lægger hunnen normalt mellem 3 og 7 æg. Efter at have lagt det 3. æg begynder hun at ruge. Det er kun hunnen, der ruger på æggene.  Æggene begynder at klække efter cirka 20 dages rugning. I starten mader hunnen ungerne med føde, som hun får fra hannen, men efter et stykke tid hjælper han også med at made ungerne. De små unger bliver madet med det samme som forældrene også selv spiser, men med lidt mere vægt på proteinrig føde.

Fuglehold

Pennants parakit kan gøres håndtam, og den kan lære at sige enkle ord og lyde, men det kræver en hel del tålmodighed og en hel del træning. I artiklen Sådan gør du fuglen håndtam kan du læse mere om, hvordan du gør den håndtam og lærer den ord og lyde.

Det er altid en stor oplevelse at have et par pennants parakitter i sit fuglehold, hvis du har mulighed for det. Den flotte røde farve sammen med de blå farvenuancer lyser altid op og bringer glæde.

En anden fordel ved pennants parakitter er, at de ikke skriger og larmer så meget som mange andre parakitter og papegøjer, samt at de er rimeligt nemme at opdrætte.

Et bur til disse fugle vil altid være for lille, men det hjælper lidt på det, hvis de kan komme ud af buret flere timer hver dag – selvfølgelig under opsyn, for de elsker at gnave i ting og sager.

En voliere er langt at fortrække. En passende voliere kan fx være 4 meter lang, 2 meter høj og 1 til 2 meter bred. Du kan læse mere om passende bur- og volierestørrelser i artiklen Størrelse på bur og voliere.

De kan også have brug for et frostfri inderum, især hvis det kan blæse og regne ind på dem, og så deres mad og vand kan holdes frostfrit. Læs mere om det i artiklen Inderum til fugle.

Siddegrene og bundlag er en vigtig del af indretningen af bur og voliere, og det er ikke lige meget, hvad du vælger til dine fugle. Det kan du læse mere om i artiklerne Siddegrene og Bundlag i bur og voliere.

Som andre parakitter er pennants parakit en aktiv fugl, der elsker at klatre og bide i ting, så ud over almindelige siddegrene af træ, så sæt også gerne nogle friske grene med blade på ind i volieren. Du kan også hænge et eller flere hampreb op, gerne optrevlede i enderne. Hamprebene kan hænges op vandret eller lodret i bur/voliere, så de har noget at kravle på og bide i. Giv dem også gerne legetøj, helst af et naturmateriale som fx træ.

Du kan sætte planter op uden om buret eller volieren, det vil give fuglene mere grønne omgivelser, og det vil også gøre det smukkere for dig at se på. Det kan dog ikke betale sig at sætte levende planter ind til dem, da planter inden for næbs rækkevidde sandsynligvis vil blive gnavet ihjel. Læs mere i artiklen Planter til bur og voliere.

De  sætter stor pris på muligheden for at kunne bade, de bader ofte flere gange om dagen, så de skal have et stort fad eller andet, der giver dem mulighed for at pjaske i vand.

Du kan fodre med pellets, som er foder i pilleform, og som indeholder vitaminer og mineraler samt frugt og grønt. Eller du kan fodre med en parakitblanding – men undgå for mange solsikkefrø, nødder, hampfrø og andet med et stort indhold af olie, da de er temmelig fedende. Og giv helst blandingen i spiret form. Det kan du læse mere om i artiklen Foder og vand. Du kan give dem ekstra proteiner – især op til yngletiden og når der er unger – det kan fx være i form af æggefoder og frosne eller levende melorm samt Pinkies (spyfluelarver), Buffalo (melormlarver ) og Hermetia (sorte soldatfluelarver), som alle normalt er frostfoder, husk at de skal være optøede, inden du fodrer med dem.

Hirsekolber samt frugt og grønt sættes der som regel også stor pris på, læs mere herom i artiklen Frugt og grønt til fugle. Og sepiaskaller eller andet kalktilskud bør også gives, især op til yngletiden, og når der er unger. Du kan desuden give vitaminer og mineraler, fx i form af vi-spu-min og torskelevertran, især op til yngletiden og når fuglene er i fældning, men pas på ikke at give for meget, da visse vitaminer ophobes i kroppen og kan give organskader – følg altid brugsvejledningen. Du kan læse mere om det i artiklen Tilskud af vitaminer og mineraler

Foder og vand skal skiftes hver dag eller oftere, hvis der er behov for det.

Opdræt

Det kan sommetider være lidt vanskeligt at se kønnet på fuglene, så hvis du er i tvivl  om, hvorvidt du har et par, kan det være en god ide med en kønstest, hvis du vil have unger på pind. Læs mere i artiklen Kønstest af fugle.

En passende redekasse til pennants parakit kan fx være 80 til 100 cm høj, 35 til 40 cm bred og ca. 40 cm dyb. Redehullet skal være ca. 10 cm i diameter. I bunden kan du placere et 10 cm højt lag egnede redematerialer, fx høvlspåner iblandet nogle lettere fugtige barkstykker. Hunnen kan så selv forme en passende rede til æggene. Hun kan dog også finde på at fjerne redematerialet og så udruge æggene på den bare bund. Giv dem gerne flere redekasser at vælge mellem, og glæd fuglene ved at placere mindst en af redekasserne så højt som muligt. I naturen bygger de typisk rede 20 til 30 meter oppe i træerne – så høj en voliere har du sikkert ikke, men jo højere, jo bedre. Læs mere om redekasser i artiklen Redekasser og redemateriale.

Fuglene bryder sig ikke om at blive forstyrret, når der er æg eller unger i reden, så hvis du skal udføre redekontrol eller ringmærke ungerne, skal det foregå hurtigt, så hunnen atter kan komme ind i reden, inden æggene eller ungerne når at blive kolde. Det er en fordel, hvis reden har en form for lem eller låge, der sidder lidt højere oppe, end der hvor bundlaget ligger, så du ikke skal tage redekassen ned for at udføre redekontrol.

Ungerne skal have det samme at spise som forældrene, men de skal have adgang til mere animalsk foder, så de får dækket deres proteinbehov, det kan fx være æggefoder, levende melorm eller frosne småkryb, som er blevet optøet, før de gives til fuglene.

Når ungerne er blevet selvstændige, det vil sige, når de selv kan drikke og spise, kan de flyttes til en anden voliere, så de gamle får mere ro og måske vil begynde på et nyt kuld unger.

Lad dem dog kun få 2 kuld om året, da æglægning og fodring tager hårdt på dem, især på hunnen.

Ungerne bliver kønsmodne i en alder af 15 til 18 måneder.