Det er nemt at komme galt afsted som ny fugleholder – og såmænd også for dem, der har haft fugle i mange år. Enten fordi der er ting, man ikke ved, eller fordi noget, som tidligere var acceptabelt eller ligefrem blev anbefalet, ikke længere er god tone over for fuglene. Så den viden, man er vokset op med, er blevet forældet, uden man måske har opdaget det.
Jeg gennemgår i denne artikel nogle af de fejl, som man kan komme til at begå, og fortæller, hvad man i stedet kan gøre. Og jeg kommer også med et eksempel på en børnelærdom, som det tog mig meget længe at indse var forkert.
Lad mig starte med videoen ovenfor. Prøv, om du kan finde mindst tre fejl i videoen. Og nej, jeg tænker ikke på den korte parring, det er normalt for fugle. Til gengæld kan han mange gange, suk!
Plastikpinde
Plastikpinde er ikke godt for fuglenes fødder, og de er heller ikke særligt kønne at kigge på. Undgå også pinde med sandpapir, rundstokke og bambuspinde.
Men hvad må man så?
Brug i stedet pinde af træ, og indsæt gerne pinde i forskellige tykkelser, så det minder mere om det fuglene sidder på i naturen. I stedet for høvlede trægrene kan du bruge naturlige grene med bark på, hvis du har adgang til træer, du kan tage dem fra.
Det er dog vigtigt, at du undgår bestemte grene. Grenene må ikke indeholde harpiks, fordi det kan klæbe sig fast i fuglenes fødder, næb og fjerdragt. Det betyder, at du ikke må bruge grene af gran- eller fyrretræ. Du skal også undgå grene, der er blevet sprøjtet med gift, fx grene fra frugtplantager, og grene fra træer, der står tæt ved trafikeret vej. Du kan fx bruge grene fra ubesprøjtede frugttræer, pil, bøg, eg og birk.
Læs mere i artiklen Siddegrene.
Forskellige arter
I videoen sidder der to fugle af forskellige arter, en stillits og en kanariefugl. Jeg ved ikke, hvad fotografen forventede at få ud af at parre de to forskellige arter, men der er stor sandsynlighed for, at vedkommende er blevet skuffet. Hvis endelig der kommer unger ud af parringen, så risikerer de at være noget skravl, og de vil sandsynligvis være sterile. Nogle fugleholdere sammensætter forskellige arter for at opnå nye mutationer med andre farver, men skulle der endelig komme unger ud af det, så vil der ikke være tale om mutationer men om hybrider. Og hybrider er sjældent levedygtige.
Men hvad må man så?
Du kan sagtens have forskellige arter af fugle i det samme bur eller voliere, du skal bare sikre dig, at det er arter, der ikke kan få afkom sammen. Og selvfølgelig at det er fugle, der har nogenlunde samme temperament, og som accepterer at gå sammen med andre arter, så du ikke ender med slåskamp i buret/volieren.
Du kan reelt godt parre fugle af samme art eller underart men med forskellige farvekombinationer og så opnå nye farver. Afkommet vil typisk være levedygtigt og kunne få unger. Personligt synes jeg dog, at det er noget rod.
Bundlag
Der er ikke noget bundlag i buret i videoen. Det er måske ikke et problem, hvis buret kun skal bruges til en kortvarig parring, men jeg kan se, at der heller ikke er bundlag i fotografens andre videoer. Bundlaget har flere funktioner, dels er det bedre for fuglene at gå på end en bar metalbund, og dels gør bundlaget det nemmere at holde bur/voliere rent. Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvad du bruger som bundlag. Nogle dyreforretninger sælger bundlag af papir med pålimet sand, og det er lige så uegnet som fx sand, havejord og savsmuld.
Som jeg nævnte i indledningen, så kan ens børnelærdom vise sig at være forkert. Da jeg startede med at holde fugle, benyttede de fleste sand som bundlag i bure og volierer. Det gjorde jeg så også, og det fortsatte jeg med i alt for lang tid, selvom dyrlæger og andre med forstand på fuglesygdomme for længe siden blev enige om, at sand kan være farligt for langt de fleste fugle – med undtagelse af hønsefugle. Problemet er, at fuglene kan spise det, og at de så kan få forstoppelse af kroen, hvilket i sidste ende kan føre til deres død.
Men hvad må man så?
Du kan bruge forskellige typer træstykker, der er større end savsmuld, fx bøgeflis, barkstykker, høvlspåner eller træpiller. Men vær opmærksom på, at det ikke må være besprøjtet, og at det ikke må indeholde harpiks. Undgå at købe den slags i en planteskole, men køb i stedet i en dyrehandel, hvor du kan være sikker på, at det er fugleegnet. Du kan også bruge avispapir som bundlag, men her skal du lige være opmærksom på, hvordan du placerer det i buret.
Læs mere om placering af avispapir samt uegnede og egnede materialer i artiklen Bundlag i bur og voliere.
Flere reder og redemateriale
Det er måske ikke en fejl som sådan, men lige en sidste ting jeg vil påpege i videoen: Der er kun en enkelt rede.
Men hvad må man så?
Du vil gøre fuglen mere glad, hvis du giver den noget at vælge mellem. Opsæt gerne flere reder og gerne flere forskellige typer af reder. Og opsæt dem i forskellige højder. Indsæt også gerne stedsegrønne grene i bur/voliere samt egnet redemateriale. Dels kan fuglene gemme sig lidt i “buskadset” og dels kan de vælge at selv bygge en rede dér i stedet for at bruge en af de opsatte reder. Det kan dog ikke betale sig at indsætte stedsegrønne grene i bur/voliere, hvis du holder papegøjer eller parakitter, da de hurtigt vil bide grenene i stykker.
Læs mere i artiklen Størrelse på bur og voliere og i artiklen Redekasser og redemateriale.
Runde bure og for små bure
De ser måske pæne og pyntelig ud, men det er de færreste fugle, der kan lide et rundt bur og/eller et kuppelformet tag. De fleste fugle bliver forvirrede og kan blive stressede af sådan et bur. Buret skal desuden være stort nok til at fuglen kan sprede sine vinger og også gerne flyve lidt rundt.
Men hvad må man så?
Brug et firkantet bur eller voliere, og gerne så stort som muligt. Har du en stor fugl, fx en stor papegøje, så kan det være umuligt at have et bur stort nok til at den kan flyve rundt, men så skal fuglen have mulighed for at komme ud af buret, så den kan flyve rundt.
I artiklen Størrelse på bur og voliere kan du også læse om runde bure og for små bure.
Legetøj
De fleste fugle er nysgerrige og kan godt lide at lege med legetøj, og du kan købe meget forskelligt fuglelegetøj hos dyrehandlerne. Men det er langt fra alt legetøj, der er egnet til fugle. Noget legetøj er ikke særligt holdbart, og brækker der stykker af, kan fuglen spise dem og måske komme til skade.
Men hvad må man så?
Giv endelig fuglen legetøj, men sørg for at det ikke er noget, der nemt går i stykker. Tag højde for, hvilken fugl du har. Noget legetøj er måske fint nok til en finke, mens det hurtigt vil blive bidt i stykker af et skarpt papegøjenæb. Finker og andre småfugle må godt få solidt legetøj af plastik, glas, blik og andre metaller, og selvfølgelig også legetøj af naturmaterialer som fx hampereb og træ. Men du skal holde dig til naturmaterialerne, hvis du har en papegøje eller en parakit, da de hurtigt kan bide metal- og plastik-legetøj i stykker med deres skarpe næb og så komme til at sluge småstumperne. Bemærk, at trælegetøj ikke må indeholde harpiks, og hvis det er malet, må der ikke være brugt maling med skadelige stoffer.
I gamle dage var det populært at sætte et spejl ind til fuglen, men i vore dage er der delte meninger om, hvorvidt det er en god ide, fordi fuglen kan blive forvirret. Jeg har ikke en endegyldig løsning på, hvad der er bedst. Sætter du et spejl ind i buret, så prøv at vurdere, hvordan fuglen reagerer, så du evt. kan fjerne det igen.
Visse madvarer
Fuglen skal selvfølgelig have mad og drikke, men det er ikke alt mad og drikke, der er sundt for fugle. Nogle af de ting, vi elsker, kan være fatale for fugle, mens andre kan give langvarige skader, der også i sidste ende kan føre til, at fuglen dør. Du skal helt undgå at fuglen får chokolade, alkohol og koffein-holdige drikke. De kan alle føre til en hurtig død.
Chokolade indeholder et kemikalie, der er giftigt for fugle.
Selvom nogle fugle i naturen gerne spiser gærede frugter, der kan indeholde alkohol, så er menneskelavet alkohol for stærkt for fugle.
Mens vi mennesker kan blive opkvikket af koffein og dets evne til at sætte hjerterytmen lidt op, så kan det være fatalt for en lille fugl, der i forvejen har en meget høj hjerterytme.
Løg og overdreven mængde af salt kan føre til langvarige helbredsproblemer. Menneskemad er generelt for salt for fugle. Stegt mad og mad med et højt fedtindhold eller sukkerindhold er heller ikke godt for fugle. Lad være med at fodre med dine madrester fra tilberedt mad.
Selvom det virker oplagt at give fuglene grønt, så er det ikke alle grøntsager, de kan tåle. Lad være med at fodre med asparges, avocado, aubergine, kartofler og oliven. De kan godt tåle tomater, men de kan ikke tåle dens stilk og blade, så sørg for, at de ikke får noget af det grønne med, hvis du giver fuglen tomat.
Men hvad må man så?
Nogle fugle kan godt tåle kogte kartofler, hvis de er kogt i usaltet vand, men hold dig på den sikre side, der er mange andre grøntsager, du kan give dem. Du kan læse mere om foder til fugle i artiklerne Foder og vand og Frugt og grønt til fugle.