Hættesisken (spinus magellanicus, svensk: kapuschongsiska) lever mere eller mindre udbredt i de fleste Sydamerikanske lande, fx Argentina, Chile, Colombia, Brasilien og Venezuela. Den findes i mange forskellige subtropiske og tropiske områder, fx i lavlandsområder, ved kyster, i skov og krat, på savanner og i menneskepåvirkede områder som landbrug, parker og plantager. Den kan leve i områder op til 5.000 meter over havets overflade.
Hættesisken lever hovedsageligt af græsfrø, ukrudt, tidsler, nåletræsfrø samt frugt og grønt, som den gerne finder på marker og i parker og haver. Den tager også insekter, små larver og andet kryb, især op til yngletiden, og mens der er unger, der skal have ekstra proteiner.
Hættesisken har fået sit navn på grund af hannens sorte hætte. Bug og underhale er gule med lidt gråsorte fjer, vingerne er sorte og gule, mens ben og næb nærmest er hornfarvet. Hunnen er hætteløs og mere mat i farverne, som det kan ses på billedet til højre. En fuldvoksen hættesisken måler typisk mellem 12 og 14 centimeter fra næb til halespids.
Normalt lever hættesisken i flokke, men i yngletiden forlader fuglene flokken parvis for at bygge rede. Yngletiden indledes ved, at hannen jager lidt rundt med den udsete hun, mens han synger det bedste, han har lært. Han sørger samtidig for, at hunnen lægger mærke til hans flotte, sorte hals.
Når de har fundet et egnet sted til reden, typisk for enden af en gren i 2 til 4 meters højde, står hunnen for redebygningen. Hun bruger græsstængler, hø, halm, kviste og kokosfiber, til at bygge selve reden, mens den fores med fjer, dyrehår og hvad hun ellers kan finde af bløde ting.
Hunnen lægger normalt 3-4 æg, som der bliver ruget på i ca. 14 dage indtil de klækkes. Efter yderlig 16 til 18 dage forlader ungerne reden, men de bliver hos forældrene i endnu ca. 3 uger, indtil de har lært at klare sig selv.
Fuglehold
Vil du holde hættesisken i et bur, bør det være mindst 120 cm langt, 40 cm højt og 40 cm bredt. Men det er selvfølgelig bedre for fuglene, hvis de kan få lov at være i en stor voliere. Har du en udendørs voliere, bør fuglene have et frostfrit inderum i vinterhalvåret, og det vil være en fordel, hvis volieren er aflukket på de 3 af siderne, så det ikke kan blæse og regne ind.
Du kan læse om egnede siddegrene i artiklen Siddegrene. Placér grenene, så fuglene har mulighed for at flyve længst muligt mellem dem, men sørg for, at deres hale ikke kan komme til at røre endevæggene. Du kan placere en tredje gren mellem endegrenene, men den skal placeres lidt længere nede, så fuglene kan flyve uhindret mellem endegrenene. Du kan læse om egnede bundlag i artiklen Bundlag i bur og voliere.
En bolig uden møbler, pynt og nipsgenstande virker lidt kedelig og steril, og det synes fugle også. Så sørg for at indrette bur eller voliere med stedsegrønne grene og andet, som de kan hygge sig med og gemme sig bag, hvis de vil have fred og ro, og så de har et gemmested, hvis de bliver nervøse.
Du kan fodre hættesisken med en god tropeblanding, græs, ukrudtsfrø samt kanariefrø. Spirede frø er det bedste. Du kan også give dem nigerfrø, men de må højest få en lille teskefuld af gangen, da det er stærkt fedende. Frugt og grønt skal de også have, så de får vitaminer og mineraler på en naturlig måde – jeg har skrevet lidt, om hvad du kan give dem, og hvad du ikke skal give dem i artiklen Frugt og grønt til fugle.
Op til yngletiden og mens der er unger, tager de gerne levende foder, som fx melorm i en passende størrelse samt frosne Pinkies (spyfluelarver), Buffalo (melormlarver ) og Hermetia (sorte soldatfluelarver). Det giver dem et ekstra proteintilskud. Det samme gør æggefoder. Du kan læse om spirede frø, opdræt af melorm og om vitamintilskud i artiklen Foder og vand.
Fuglene skal selvfølgelig også have drikkevand og badevand, og såvel vand som foder skal udskiftes hver dag eller oftere efter behov.
Opdræt
Indret bur eller voliere med grene og stedsegrønt, så fuglene har mulighed for at bygge rede mellem grenene. Giv dem redemateriale i form af fx kokosfiber, hø, malm og blade til at bygge selve reden og fjer, dyrehår, små bommuldstråde på 1 til 2 cm eller andet blødt, som de kan bruge til at fore reden med. Du kan også opsætte et par forskellige færdige redekasser, læs mere herom i artiklen Redekasser og redemateriale.
Når ungerne er kommet på pind og kan spise og drikke selv, er det bedst at flytte dem, så de gamle kan få lidt fred og ro og gøre klar til det næste kuld unger.