Gouldsamadinen er en meget populær fugl i fuglehold på grund af dens flotte farver og fredelige natur.
Gouldsamadiner (erythrura gouldiae, svensk: gouldsamadin, norsk: gouldamadin) hører til gruppen af tyknæbbet græsfinke, og de lever frit i naturen i Australien i den nordlige del af Northern Territory og i Kimberley i den nordøstligste del af Western Australia.
Den er vant til lidt mere varme, end vi kan byde på herhjemme, også selvom vi tænder for radiatoren. Dagtemperaturen ude ved kysten ligger typisk mellem 30 og 34 grader, og selv om natten kommer temperaturen sjældent under 25 grader. Inde i landet kan temperaturen komme helt op på mellem 40 og 45 grader, og den kommer sjældent under 35 grader om natten om sommeren.
Det er altså ikke en fugl, du kan have gående ude hele året i Danmark. Faktisk bør den slet ikke være ude i Danmark, da den i fuglehold har det bedst med en jævn temperatur mellem 20 og 30 grader. Den er dog begyndt at blive bedre til at klare det danske klima, så hvor den tidligere havde bedst af at have adgang til et opvarmet inderum i den danske sommer, så kan den ofte klare sig uden opvarmning frem til efteråret. Herefter kan den måske stadig være udendørs i et par måneder med opvarmet inderum. Men fra sidst på efteråret og indtil det atter bliver varmt, sidst på foråret, skal fuglene være indendøre, hvor de helst skal have en jævn temperatur på omkring 20 grader.
Gouldsamadiner blev første gang beskrevet af den britiske naturforsker, ornitolog, eventyrer og dyremaler John Gould i 1844. Han valgte at navngive fuglen Amadina gouldiae efter sin afdøde hustru Elisabeth. Det var for øvrigt også John Gould, der fortalte Darwin, at de indsamlede finker fra Galápagos-øerne var nye arter, og at det var forskellige arter på de forskellige øer. Han har derfor en del af æren for Darwins evolutionsteori.
Fuglen er af World Conservation Union (IUCN) betegnet som næsten truet, og det vurderes, at der kun er 2.400 fritlevende fugle tilbage i naturen i Australien. Til gengæld er der temmelig mange gouldsamadiner i fuglehold, da det er en meget populær fugl på grund af de stærke og særegne farver.
I naturen findes gouldsamadiner med tre farvevarianter: Den gulhovedet gouldsamadine er gul/orange i ansigtet, den sorthovedet gouldsamadine er sort i hovedet, mens den rødhovedet gouldsamadine måske ikke overraskende er rød i hovedet. Rundt om hals og hoved har den et tyndt, sort bånd efterfulgt af et blåt til tyrkis bånd om hals og nakke. Ryg og vinger er overvejende grønne, brystet er lilla-blåt og maven er gul. Øjnene er sorte med en nøgen øjering omkring, næbet er hornfarvet med en rødlig næbspids og benene er kødfarvet.
Hunnernes farve er lidt mere matte end hannernes. I fuglehold har man fremavlet mange flere farvevarianter.
Gouldsamadin kan opnå en længde på 12½ til 14 centimeter, men målet snyder lidt, når man sammenligner størrelsen med andre småfugle. Gouldsamadinens to midterste halefjer er nemlig ekstra lange, så en gouldsamadine på 14 centimeter er reelt et par centimeter mindre end andre fugle på 14 centimeter.
Gouldsamadinen lever op til ca. otte år i et fuglehold, i naturen dog noget kortere.
I naturen yngler gouldsamadiner lige efter regntiden, hvor regnen har sat fut i væksten af urter, og der er en masse moden og halvmoden græs og ukrudtsfrø. Når hannen mener, det er på tide med familieforøgelse, puster han sig op og fjerene i panden stritter. Han hopper samtidig op og ned på en gren, mens han synger, det bedste han har lært.
De bruger som regel en hul gren eller et træ med et hul i til deres rede, hvor de lægger mellem 3 og 8 æg, normalt 3-4 æg.
Begge forældre ruger, og de opmader ungerne i fællesskab. Om natten er det dog kun hunnen, der ruger, mens hannen holder vagt. Rugetiden er ca. 14 dage, og efter udklækningen bliver ungerne i reden i ca. 3 uger. Når ungerne kommer ud af reden, bliver de sammen med forældrene i yderligere ca. 3 uger.
Fuglehold
I fuglehold er gouldsamadiner en ret nem og taknemlig fugl at have med at gøre. Den er rimelig rolig, og den er meget nysgerrig, så den holder hele tiden øje med dig for at se, hvad du laver. Den vil typisk gerne have noget legetøj i form af gynger, stiger, og reb af naturmateriale, der kan hænge enten vandret og lodret, men prøv dig frem for at finde det helt rigtige legetøj til dine fugle.
Gouldsamadiner kan gå sammen med andre fugle, bare de har nogenlunde samme størrelse og er fredelige, flere par gouldsamadiner kan også gå sammen og yngle, hvis bare de har plads nok. Et bur til et par goulsamadiner bør være mindst 100 cm langt, 40 cm bredt og 50 cm højt, og siddegrenene skal være naturgrene, læs mere i artiklen Siddegrene. Du kan læse om egnede bundlag i artiklen Bundlag i bur og voliere.
Med hensyn til foder er gouldsamadiner mere kræsne end de fleste andre fugle, de spiser fx normalt ikke melorm og myrepupper. De skal fodres med en god tropeblanding samt græs, hirse og ukrudtsfrø og engang imellem lidt æggefoder med frugt og grønt. Læs mere i artiklen Frugt og grønt til fugle. De spiser også gerne urter i både frisk og tørret tilstand, fx rosmarin, timian, kruspersille og citron melisse. Hirsekolber spiser de også gerne, men hirsekolberne må ikke erstatte deres tropeblanding, da de ellers risikerer at forsage alt andet for hirsekolberne.
Frø kan gives såvel tørre som spirede, de skal være friske og altså ikke gamle og indtørrede, da forældrene også fodrer ungerne med frøene. Du kan læse om spiring af frø og æggefoder i artiklen Foder og vand. Når de har unger, må de ikke mangle æggefoder, fordi ungerne har brug for protein, og især op til yngletiden har hunnen desuden behov for et kalktilskud i form af sepiaskaller eller østersskaller. Du bør dog også tilbyde dem sepiaskaller eller østersskaller uden for yngletiden.
Gouldsamadiner adskiller sig for øvrigt fra de fleste andre fugle ved, at de ikke bader ret tit.
Opdræt
Det er ikke alle gouldsamadiner, der er lige gode til at bygge rede, så du kan hjælpe dem lidt ved at forme en halvkugle af kokostrevler i de reder, du sætter op til dem. Så har de noget, de kan bygge videre på, når de har valgt rede.
Det med at vælge rede kan du læse mere om i artiklen Redekasser og redemateriale – de vil ofte foretrække en undulatredekasse, hvis du sætter sådan op til dem.
Når ungerne er blevet selvstændige kan de flyttes til et andet bur, dels vil det give mere plads og dels vil det give forældrene mere ro så de måske vil overveje endnu et kuld unger. Du bør dog maksimalt lade dem få tre kuld om året, da arbejdet med æglægning og opfostring af ungerne kan tage hårdt på fuglene.