Foder og vand

I denne artikel kan du læse om foder til forskellige slags fugle.

Hvis du ikke vil have for meget besvær, kan du selvfølgelig bare købe en færdig foderblanding og lade det være nok. Men hvis du vil glæde fuglene og dig selv med nogle mere livlige, glade og sunde fugle, så kan du bruge foderblandingerne som grundlæggende foder og så spæde op med forskellige former for fodertilskud.

Små og store fugle skal ikke have samme foder, ikke mindst fordi deres næbstørrelser er forskellige. Nogle fugle er desuden frøspisere, mens andre hovedsageligt lever af nektar. Læs nedenfor om grundlæggende foder til de forskellige slags fugle og om fodertilskud, som du med fordel kan give fuglene.

Småfugle

Til langt de fleste småfugle, som fx gouldsamadiner, bæltefinker, mørkerød amarant og ceresastrild, er en god tropeblanding med en bred vifte at forskellige fuglefrø godt som grundlæggende foder. Blandingen kan fx indeholde frø som gul panicum, gul hirse, kanariefrø, rød panicumi, rød hirse og nigerfrø. Du kan købe græs- og ukrudtsfrø, som du kan spæde blandingen op med. Se også afsnittet Spirede frø.

Du kan også give dem frø fra naturen sammen med de færdige pakker fra en dyrehandel. Om sommeren spæder jeg fx op med frø fra forskellige græsarter og ukrudtsfrø, som jeg bevæbnet med saks og kurv indsamler på en eng. Det er noget fuglene sætter stor pris på, og de kan bruge meget tid på at rode rundt i et godt bundt græs og pille frøene af. De afpillede strå bruger de sommetider til at bygge rede med.

Lidt større fugle

Til lidt større fugle, som fx nymfeparakit, rosa bourkes, katharinaparakit og pennant parakit, kan du bruge en parakitblanding med forskellige frø og korn. Blandingen kan fx indeholde kanariefrø, hvid hirse, gul hirse, afskallet havre, boghvede, rød hirse, hamp og safflor. Nogle blandinger indeholder solsikkefrø, som fuglene er meget glade for, men vær opmærksom på ikke at give fuglene for mange solsikkefrø, da de er ret fedende. Se også afsnittet Spirede frø.

Også her kan du spæde frøene fra fuglehandleren op med forskellige friske græsarter, græsfrø og ukrudtsfrø, som du kan indsamle fra naturen fra tidligt forår og hen på efteråret.

Endnu større fugle

Til de endnu større fugle, såsom gråpapegøje, amazone papegøje og ara, kan du give en papegøjeblanding, der fx kan bestå af solsikkefrø fra sorte solsikker, store stribede solsikker og/eller hvide solsikker samt frø fra saflor, durra, boghvede og græskar. Men hold lidt igen med solsikkefrø, da de er ret fedende.

Du kan også give dem pellets, der er beregnet til større fugle. Pellets er foder sammenpresset i pilleform, og det kan købes i forskellige størrelser, der passer til forskellige fuglestørrelser. Pellets indeholder stort set alt, hvad fuglen har behov for, heriblandt korn, frø og frugt.

Også her kan du spæde foderet fra fuglehandleren op med forskellige friske græsarter, græsfrø og ukrudtsfrø fra naturen.

Nektar- insektspisende fugle

Det er ikke alle fugle, der spiser frø, nogle fugle lever i naturen hovedsageligt af nektar fra blomster, eller af insekter og/eller frugt. bjerglorier og flagermuspapegøje er fx nektarspisere, mens beostær, bulbul,  glansstær og brillefugl er insekt- og frugtspisere.

Og de skal have en helt anden kost end de frø- og korn spisende fugle. De insekt- og frugtspisende fugle kan du fx fodre med CéDé Insektfoder samt forskellige slags frugter. Nektarspisende fugle kan du fx fodre med fuldfoder til Lorier og flagermuspapegøjer eller med Nekton-Lori.

I et fuglehold kan fuglene være mere villige til spise noget, de ellers ikke ville spise i naturen. Du kan prøve dig frem og fx supplere grundkosten op med æggefoder og snacks, se nedenfor.

Fodertilskud

I dette afsnit kan du læse om forskellige tilskud, du kan give dine fugle.

Kalktilskud

Alle fugle har godt af et ekstra kalktilskud især op til yngletiden, og mens der er unger i voksealderen. Hunnen har brug for kalk til ægget, og ungerne har brug for kalk til opbygning af knoglerne. Du kan give kalktilskud i form af fx sepiaskaller, der er skelettet fra en sepia-blæksprutte, knuste østersskaller eller knuste æggeskaller, som du placerer i et bæger for sig – fuglene skal nok selv dosere efter deres behov.

Du kan nemt brække sepiaskaller, se billedet, i mindre stykker, så de kan være i en skål eller et bæger, men du behøver ikke at brække dem i helt små stykker, fuglene kan sagtens selv hakke mindre stykker fra.

Proteintilskud

Mange fugle spiser insekter og/eller mindre småkryb, når de lever i naturen – især op til yngletiden og mens der er unger – og de skal selvfølgelig ikke snydes, bare fordi de sidder i et bur eller i en voliere. Samtidig er insekter en god proteinkilde. Du kan også tilbyde insekter til de frøspisende fugle, det er ikke sikkert, de vil spise dem, så prøv dig frem.

Hvis du vil springe over, hvor gærdet er lavest, kan du give proteiner i form af “færdigretter”. Du kan fx købe pakker med  frosne proteiner, såsom Pinkies (spyfluelarver), Buffalo (melormlarver ) og Hermetia (sorte soldatfluelarver). De frosne melorm og andet frostfoder skal tøs op før servering, så tag dem fx ud af fryseren 15-20 minutter, før de skal serveres.

Men du kan også opdrætte dine egne proteiner, så fuglene kan få frisk og levende føde. Jeg opdrætter melorm, så jeg kan supplere kosten med bevægelig mad. Det er forholdsvis nemt, og de fleste af mine fugle elsker melormene. Mine Dybowskis, som ellers godt kan være lidt sky, glemmer helt at være sky, når der er melorm i skålen. De kommer frem fra deres gemmer og spiser lystigt løs til både deres og min store fornøjelse.

Jeg har to plastik-beholdere, hvor jeg har biller og store melorm, der skal udvikle sig til nye biller. I bunden af beholderne er der havregryn, som billerne kan leve af, og de får også gulerod, spidskål, agurk og lidt æggefoder, så de får en varieret kost. I beholderne har jeg fiberklude og køkkenrulle, som billerne kan lægge deres æg på. Det er nemlig ikke billerne eller de store melorm, jeg skal bruge som foder til mine småfugle, men de små melorm som billerne lystigt producerer. Har du større fugle, kan du godt bruge de store melorm som foder.

Du kan også give proteiner i form af æggefoder, fx  1-3 gang om ugen. I yngletiden, eller når fuglene er i fældning, kan du give æggefoder flere gange om ugen, da det indeholder en del vitaminer og mineraler, der er ekstra gavnligt for dem i de perioder.

Det er ikke alle fugle, der bryder sig om proteintilskud, og det er ikke alle former for tilskud, de kan lide, så prøv dig frem, til du finder ud af, hvad lige netop dine fugle vil have.

Frugt og grønt, vitaminer og mineraler

Du kan give fuglene vitamin- og mineraltilskud, fx i form af vi-spu-min og torskelevertran. Vi-spu-min kan drysses over de fugtige, spirede frø (se nedenfor), hvor det så klæber til frøene. De skal ikke have ret meget torskelevertran, kun et par dråber hver gang, du kan fx bruge en pipette til at styre dosis. Læs mere i artiklen Tilskud af vitaminer og mineraler.

Du kan også give fodertilskud i form af frugt og grønt, hvilket du kan læse mere om i artiklen Frugt og grønt til fugle.

Snacks

Mange fugle er helt vilde med hirsekolber, hvor de selv kan plukke godbidder. Det samme med Kräcker-kolber fra Vitakraft, fx dem med honning. Men lad være med at give fuglene snacks hver dag, da de så risikerer at spise sig mæt i snacks i stedet for en sundere og mere alsidig kost – ligesom du heller ikke har for godt af lørdagsslik hver dag. Giv evt. snacks 1 eller 2 gange om ugen.

Spirede frø

Når du giver fuglene færdige frøblandinger, kan du med fordel lade frøene spire. De fleste fugle vil meget hellere spise spirede og fugtige frø end tørre og kedelige frø. Det er rimeligt nemt at få frøene til at spire:

Start med at lægge frøene i blød i en skål i 24 timer, så de kan opsuge vand. Det gør skallerne bløde, og så er de klar til selve spiringen. Herefter kan du hælde frøene over i en si. Skyl dem godt, og lad dem ligge i sien i 24 timer. Skyl gerne frøene flere gange, dels for at fjerne evt. støv og dels for at holde dem lidt fugtige. Du kan lade sien stå i en skål der passer til siens størrelse og så dække det øverste af sien til med et klart stykke plastik, eller du kan lægge si og frø ind i en frostpose for at holde på fugten. Du kan evt. bruge en frostpose med lynlås, så den holder tæt.

Spirerne skal ikke blive store, de skal kun lige bryde ud af skallen. De er klar til servering, når de ser ud som på billedet ovenfor.

 

Vand

Fugle skal altid have adgang til vand, og du bør skifte vandet mindst én gang om dagen. Mange fugle elsker at tage et bad, så det vil også være en god ide med et lille badekar, som de kan pjaske i. Placér vandet, så fuglene ikke kan komme til at klatte i det, altså fx ikke direkte under siddegrene.

Du kan bruge samme skål eller fad til både drikkevand og som badekar. Vær opmærksom på, at skål eller fad ikke må være højere end at fuglen kan stå og drikke af det. En højde på et par cm er velegnet til de fleste fugle. Du behøver ikke gå ud og bruge penge på et egnet kar, jeg genbruger fx et skybæger til badekar og drikkekar til mine småfugle, det har en passende størrelse til et kassebur, og det kan tåle at komme i opvaskemaskinen. Skyen har selvfølgelig for længst gjort tjeneste på en leverpostejmad.