Fuglene fælder ikke bare, fordi de keder sig, eller fordi de synes, det er sjovt. Fjerene slides efterhånden, og solens lys er også med til at nedbryde dem. Det er derfor nødvendigt at udskifte fjerene for at kunne flyve og for at holde fjerdragten vandtæt og isolerende.
De fleste fugle har fjer over det hele med undtagelse af næb, klør og negle, dog er der flere gribbearter der helt eller delvis mangler fjer på hovedet og på halsen. Det er meget forskelligt, hvor mange fjer en fugleart har. Store fugle, som fx svaner, kan have over 25.000 fjer, mens de småfugle, der typisk haves i fuglehold, har mellem 1.500 og 3.000 fjer.
Fjerskiftet styres af fuglenes hormoner. Normalt ses en fuldstændig fældning kort efter yngletiden, mens en delvis fældning af konturfjerene sker før næste yngleperiode. De nye konturfjer er ofte mere farverige end vinterdragten, og de er signal om, at fuglen er klar til at parre sig, de nye fjer kaldes derfor også en yngledragt eller pragtdragt. Som vanligt i dyreverdenen er hannens fjer mere farverige, og de nye stærkere farver skal overbevise hunnen om, at det er lige netop ham, hun skal parre sig med.
Fældningen sker ved, at en ny fjer skubber den gamle ud. Sving- og halefjer er dog nødvendige for at fuglene kan flyve, de fældes derfor ad flere omgange med nogle få fjer ad gangen, så fuglen ikke mister flyveevnen i fældetiden. Svingfjerene er de yderste fjer på vingen, mens halefjerene måske ikke uventet sidder på halen. Hos nogle fuglearter fældes alle fjerene samtidig, det gælder hovedsageligt fugle, som ikke er så afhængige af at kunne flyve til daglig. Svaner fælder således svingfjer og vingedækfjer samtidig, og indtil de nye er vokset ud, kan de ikke flyve. Hunnerne begynder fældningen cirka fire uger før hannerne.
Et andet eksempel er den næsehornsfuglen, der lever i Afrika og Asien. De fleste arter af næsehornsfuglene fælder alle svingfjerene på én gang, og mister derfor flyveevnen. Men i stedet for at være udsat for større fare, mens de nye fjer vokser ud, har i hvert fald hunnen lært at beskytte sig. Hun fælder, mens hun ruger æg, og det sker i en hul træstamme, hvor indgangshullet mures til med en blanding af mudder og ekskrementer. Hannen fodrer så hunnen gennem en lille sprække. Når ungerne er udruget, og det er tid til at bryde muren ned, er de nye fjer vokset ud, så hun atter kan flyve.
Fugleunger kan starte med dun i stedet for fjer. Det gælder fx for kyllinger, som jo kan se meget nuttede ud. Hos nogle fugle udskiftes dunene med nye dun, inden de udskiftes med fjer. De første fjer vil være ungfuglefjer, og nogle fuglearter skal gennem fældninger, før de får en voksen fjerdragt, det gælder fx visse rovfugle, der kan tage flere år, før de får en voksen fjerdragt. Småfugle vil normalt fælde og få en voksen fjerdragt inden for seks måneder.
Det er dog ikke kun efter fældning, at nye fjer vokser ud; hvis fuglen taber en fjer, fx i forbindelse med en slåskamp, eller hvis man har trukket en fjer ud for at tage en DNA-test, begynder der straks at vokse en ny fjer ud. Fugle kan også tabe flere fjer samtidig uden for den almindelige fældecyklus. Det kan fx ske i forbindelse med en pludselig forskrækkelse, som ved flytning, ved rengøring af buret, eller hvis en kat, hund eller en rovfugl kommer tæt på buret. Det kaldes chokfældning. Også her vil nye fjer begynde at vokse ud med det samme.