Australsk kongeparakit (alisterus scapularis, svensk: australisk kungspapegoja, norsk: australsk kongepapegøye) lever vidt udbredt i den østlige del af Australien fx i Cooktown, Queensland og Victoria.
Den lever i forskellige habitater, bla. regnskov, eukalyptusskove, tæt bevoksede bjergområder i op til 1.600 meters højde samt i store områder med palmer og tæt på opdyrkede marker, haver og parker. Dog kun hvis der falder en hel del regn om året i området.
I naturen lever australsk kongeparakit af hel- og halvmoden græs- og ukrudtsfrø, bær, frugt og grønt, nødder, nektar og diverse blomster, blad og blomsterknoppe. Der står også gerne småkryb på menukortet, fx insekter, myrepupper og larver.
Australsk kongeparakit finder sin føde både på jorden og i træerne, og den klatrer gerne ud på de helt tynde grene, hvis der sidder en lækkerbisken der.
Australsk kongeparakit besøger ofte nærliggende parker, marker og haver, hvor den tager godt for sig af retterne, det være sig landmændenes afgrøder eller foder, som er lagt ud til småfugle på foderbrætter i folks haver. Den betragtes derfor ofte som et skadedyr hos landmændene, og der bliver regelmæssigt givet dispensation til at aflive en del af fuglene.
Fuglen er ikke specielt bange for mennesker, i byer og parker kan håndfodre den, ligesom man kan med duer herhjemme.
Australsk kongeparakit opnår en længde på ca. 42 cm fra næb til halespidsen, halen er i øvrigt temmelig lang, når man tager fuglens størrelse i betragtning. Den vejer mellem 209 og 280 gram, når den er fuldvoksen. Man ved ikke, hvor gammel, den bliver i naturen, men i et fuglehold kan den blive op til 25 år. Hannen er rød på hoved, bryst og mave, og delvist på undersiden af halen, hvor der også er sorte fjer. Ryggen er grøn, mens gumpen og det nederste af ryggen er blålig. Hunnen ligner hannen lidt, men hun har grønt hoved og bryst og farverne er mere matte end hannens farver. Når solen skinner på dem, lyser deres farver op, så de nærmest virker neonfarvede.
Hunnen er en meget bestemt dame, der gerne vil bestemme, hvor skabet skal stå, og det indordner han sig så under, for på den måde går det åbenbart bedst (det lyder bekendt). Og det fungerer tilsyneladende, for australske kongeparakitter holder normalt sammen hele livet.
Når hannen vil vise hunnen, at han er interesseret i hende, gylper han mad op og tilbyder hende det, mens han nikker med hovedet (det lyder knap så bekendt). Hvis hun også er interesseret i ham, tager hun imod maden og efterligner hans bevægelser.
Den australske kongeparakit yngler mellem september og januar. Den vælger gerne et hult rum i et eukalyptustræ som rede, gerne i et træ inde midt i skoven. Indgangshullet sidder typisk højt oppe i træet, mens selve reden kan befinde sig flere meter nede inde i stammen. De kan med deres stærke næb bide og gnave træspåner af indersiden af stammen, så reden bliver helt perfekt.
Hunnen lægger 3 til 6 æg, som hun ruger på i ca. 20 dage. Når æggene klækker, mades hunnen af hannen, og hun giver så maden videre til ungerne. Efter et par dage er ungerne store nok til at blive madet direkte af hannen. Ungerne forlader reden efter ca. 35 dage, men de bliver stadigt foderet af forældrene i yderligere ca. 14 dage, hvorefter de er i stand til at klare sig selv.
Fuglehold
Australsk kongeparakit er ikke kun en utrolig flot fugl, den kan også gøres håndtam, og den knytter tætte bånd til sin ejer. Den er dog ikke som en skødehund, den bryder sig ikke om at blive nusset og rørt for meget ved. Den kan lære nogle få ord og lyde, men den er ikke så lærenem og snaksagelig som mange andre papegøjearter. Til gengæld larmer og støjer den ikke som så mange andre papegøjearter, den tager tingene mere med ophøjet ro.
Et bur er ikke specielt velegnet til australsk kongeparakit. Selv hvis du kun vil holde en enkelt fugl, og du har et bur, som skal være minimum 1 meter på hver led, så egner buret sig kun som soveplads. Den skal have mulighed for at være ude resten af dagen. Både i buret og udenfor, skal der være ting som den kan lege med og bide og gnave i, det kan fx være grene med bark på, legetøj i træ og et hampreb, den kan klatre på. Vær opmærksom på, at en australsk kongeparakit ikke kan kende forskel på trælegetøj og en værdifuld antik kommode, så har du en af sidstnævnte, skal du nok ikke have en kongeparakit indendøre.
En voliere er selvfølgelig langt bedre, den bør være mindst 2 meter høj, 1 meter bred og 4 meter lang, og den skal være forsynet med en form for inderum på mindst 1 x 1 meter, der kan holdes frostfri. Det er en fordel, at volieren er lukket af med plader eller lignende på de tre af siderne, så fuglen er beskyttet mod vind og vejr, og så den ikke risiker at blive skræmt af noget udenfor. Du kan også sætte planter udenom volieren, det vil give fuglen mere grønne omgivelser og det vil også gøre volieren smukkere for dig. Læs mere i artiklen Planter til bur og voliere. Der bør også være andre grene i volieren end siddegrenene, så de kan kravle rundt i dem og så de har noget at gnave i. Du kan også hænge et trevlet hampreb op i volieren både vandret og lodret, det elsker de at kravle på og bide i. Grene og hampreb udskiftes jævnligt, efterhånden som de bliver slidt og gnavet i. Du kan også give dem ting og reb i andre naturmaterialer, men lad være med at give dem nylonreb og lignende.
Uanset, om du vil have en australsk kongeparakit i et bur/indendøre eller i en voliere, så skal den have badevand, da den sætter pris på en pjasker i ny og næ.
Du kan læse om egnede siddegrene i artiklen Siddegrene og om egnede bundlag i artiklen Bundlag i bur og voliere.
Du kan fodre australsk kongeparakit med pellets, som er foder i pilleform, og som indeholder vitaminer og mineraler samt frugt og grønt. Eller du kan fodre med en parakitblanding tilsat en papegøjeblanding, men undgå for mange solsikkefrø, nødder, hampfrø og andet med et stort indhold af olie da de er temmelig fedende, og giv helst blandingen i spiret form. Du kan læse om spirede frø i artiklen Foder og vand. Du kan give dem ekstra proteiner – især op til yngletiden og når der er unger – det kan fx være i form af æggefoder og frosne eller levende melorm samt Pinkies (spyfluelarver), Buffalo (melormlarver ) og Hermetia (sorte soldatfluelarver) og også større insekter.
Hirsekolber samt frugt og grønt sættes der som regel også stor pris på, læs mere herom i artiklen Frugt og grønt til fugle. Og sepiaskaller eller andet kalktilskud bør også gives, især op til yngletiden og når der er unger. Du kan desuden give vitaminer og mineraler, fx i form af vi-spu-min og torskelevertran, men pas på ikke at give for meget, da visse vitaminer ophobes i kroppen og kan give organskader – følg altid brugsvejledningen. Foder og vand skal skiftes hver dag eller oftere, hvis der er behov for det.
Opdræt
Australsk kongeparakit er ikke den nemmeste fugl at have med at gøre til opdræt. På plussiden tæller, at der er meget tydelig forskel på kønnene, så du ikke forgæves venter på, at to hanner producerer æg. Men det plus mere end opvejes af minusserne. Der skal virkelig være sympati mellem hunnen og hannen, før der sker noget, så du risikerer at forblive æggeløs, selvom du har en af hver.
Redekassen skal helst også være perfekt og minde om fuglens naturlige rede, det vil sige, den skal helst være mindst 180 centimeter høj med indgangshul på 10 cm foroven og med rederum nederst. Den må gerne være en udhulet træstamme som den på billedet, så den minder fuglene mest muligt om en naturlig rede, og så er den jo også kønnere at se på end en sammentømret kasse. Bundarealet skal være på cirka 25 x 25 cm. En glat redekasse er ikke så nem at klatre ned og op i, så indvendigt bør den være forsynet med trin eller andet, som fuglene kan gribe fat i. Redekassen kan enten stå på jorden, eller hvis du har en meget høj voliere, kan den hænges op i loftet eller i tremmerne.
Læg spagnum, træspåner, savsmuld eller lignende i bunden af redekassen i et lag på mindst 25 cm, hunnen kan så selv fordele materialet, så reden bliver, som hun vil have den. Bemærk, redekasse, bundlag og andet materiale må ikke indeholde harpiks. Er der sympati, og falder redekassen i fuglenes smag, kan du være heldig, at der kommer æg og senere unger i reden. Læs mere om redekasser og egnet redemateriale i artiklen Redekasser og redemateriale.
Når ungerne er ca. 7 uger gamle, kan du flytte dem til en anden voliere, så forældrene kan få noget fred og ro og måske starte på et nyt kuld unger.
Australsk kongeparakit bliver kønsmodne, når de er cirka 3 år gamle, men det er bedst at vente med at lade dem yngle, til de er 4 år og fuldt udviklede. Ellers kan det tage for hårdt på hunnen. Af samme grund bør du også højest lade dem få 2 kuld om året.