En fuglevinge er et fantastisk stykke ingeniør-arbejde, skabt af millioner af års evolutionær udvikling. Mens fuglene er udstyret med flyveevne fra naturens side, så har mennesket længe drømt om og forsøgt at gøre dem kunsten efter.
I den Græske mytologi lavede Daidalos et sæt vinger til sig selv og sin søn Ikaros, så de kunne flygte fra deres fangenskab. Sønnen lyttede ikke til sin far (sådan er sønner nu engang), så han overlevede ikke flyveturen, men det forhindrede ikke andre i at forsøge.
Renæssancens supergeni Leonardo da Vinci lavede mange udkast og tegninger til flyvemaskiner og vinger, der skulle gøre det muligt at flyve. Han designede også en faldskærm, som den uvorne Ikaros sikkert ville have været glad for.
Men det var først i 1903, at mennesket i form af brødrene Wright lykkedes at efterligne fuglene med en flyvende maskine med vinger. Og mens nutidens flyvende maskiner kan flyve højere, længere og hurtigere end fugle, så er en fuglevinge stadig ganske imponerende.
Fuglevinge og fjer
Når en fugl svæver, benytter den samme metode som en flyvemaskine (eller omvendt, fuglene kom først!). En del af luften suser neden under vingen, og en del af luften suser oven over vingen. På grund af vingens opadbuede form, skal luften over vingen bevæge sig hurtigere end luften under vingen, simpelthen fordi den skal bevæge sig længere på samme tid. Det skaber et undertryk på oversiden af vingen, som suger vingen opad.
Vingerne og fjerene fungere forskelligt på store og små fugle. I begge tilfælde overlapper fjerene delvist hinanden, så de kan danne et lufttæt skjold.
Hos store fugle er vingen altid lufttæt. Når vingen presses ned, skabes der opdrift. Når vingen herefter løftes op, sker det i en lidt anden vinkel, så der skabes fremdrift i stedet for, at det resulterer i den samme modsat-rettede kraft med et ikke særligt opløftende resultat.
Hos små fugle fungerer fjerene lidt anderledes. Når vingen bevæges nedad, danner fjerene et lufttæt skjold, så luften presses ned og fuglen presses op, ligesom ved de store fugle. Men når vingen hæves, spredes fjerene lidt, så luften kan passere mellem dem, hvorfor den modsatrettede kraft ikke er så stor. Det betyder, at det er nemmere for de små fugle at skabe opdrift.
Mange forskellige slags fjer
En fuglevinge består af mange forskellige slags fjer. Antallet af fjer og formen på fjerene varier alt efter fugleart, men grundlæggene er opbygningen af vingen ens.
Selvom en fugl ikke har fingre, så har den både arm og hånd. Den første del af vingen er armen, mens hånden sidder yderst og danner en lille vinkel på vingen. Man opdeler fjerene i armfjer og håndfjer, og de opdeles desuden efter deres placering og funktion.
Øverst på vingen sidder dækfjerene: store vingedækfjer, mellemste vingedækfjer, små vingedækfjer og hånddækfjer. De sørger for at dække de mellemrum, der er mellem arm- og håndsvingfjerene længere nede på vingen, så vingen er lufttæt. Yderst og over hånddækfjerene sidder en lille gruppe fjer, der kaldes lillevinge, de bruges især ved flyvning i lav fart til at holde fuglen stabil i luften.
Tertiærfjer sidder inde ved kroppen og danner overgangen til vingen. Herefter kommer armsvingfjerene, der med deres krumning giver opdrift. Antallet af armsvingfjer afhænger af vingens længde, kolibrier har 4, mens albatrossen, der har den længste fuglevinge, og som er kendt for sin evne til at svæve, kan have op til 40 armsvingfjer.
Yderst på vingen sidder håndsvingfjerene. De fleste fugle har 11 håndsvingfjer, visse sangfugle har dog kun 9, mens enkelte fuglearter har 12. De yderste af håndsvingfjerene kan være så uudviklede, at de ikke kan ses. Det er fortrinsvis håndsvingfjerene, der giver fremdrift.
Det er dog ikke kun vingen og dens fjer, der er nødvendige for, at fuglen kan flyve, halefjerene er også vigtige, ligesom haleroret på en flyvemaskine. Halen består af styrefjer og haledækfjer, der dækker mellemrummene mellem styrefjerene.